Positiv tilskuerudvikling glæder marketingschef

30.11.2023 10:07

I søndags var vi på besøg hos Lyngby BK med opbakning fra et udsolgt, blågult udebaneafsnit, hvor vi tog fra Lyngby Stadion med et enkelt point efter en times spil i undertal.

Efter søndagens kamp i Lyngby rundede vi ligeledes 16. spillerunde i 3F Superligaen, der indtil videre har budt på syv hjemmebanekampe og ni på udebane. 

Tilskueregennemsnittet på hjemmebane i de syv 3F Superliga-opgør på Brøndby Stadion lyder på 21.816 tilskuere, mens vi til samtlige udebaneture, både i 3F Superligaen og Oddset Pokalen, har haft udsolgte udebaneafsnit.

Derfor har vi taget en længere snak med Brøndby IF's marketingchef Thomas Skov Petersen om den positive tilskuerudvikling, Fanscore og initiativer i Fanzonen.

Udnyttelsesprocent er steget
Sidste sæson lød tilskuergennemsnittet på 19.199 for samme periode, hvilket giver en stigning på 2.617 tilskuere pr. kamp. En af de helt store faktorer til det forbedrede gennemsnit på hjemmebane er, at udnyttelsesprocenten af billetter er steget betragteligt fra 74% til 85% pr. kamp.

Udnyttelsesprocent betyder helt lavpraktisk udnyttelsen af de billetter, som er reserveret til den enkelte hjemmekamp, enten gennem billetsalg eller af sæsonkortholdere.

Marketingschef Thomas Skov Petersen sætter ord på den positive tilskuerudvikling.

- For os handler det ikke om bare at sælge så mange sæsonkort som muligt. Det handler om at fylde Brøndby Stadion. Det er dét, vi gerne vil. Det har været vores ledestjerne i det her. Et fyldt stadion er bare federe for alle og ikke mindst en federe stadionoplevelse for vores fans, partnere og selvfølgelig vores spillere, som sætter ord på den helt overordnede opgave for dette kalenderår.

- Det har handlet om at få en højere udnyttelsesprocent, og der har vi haft flere tiltag. Hvis du kigger på tallene fra sidste sæson til denne sæson, så har vi faktisk kun 500 billetter flere ude. 

- Sidste sæson havde 25.400 billetter ude i gennemsnit. I år er vi lige oppe omkring 26.000. Så det er 600 billetter mere, men vi har jo i gennemsnit 2.617 flere tilskuere på stadion. Så det er ikke fordi, at vi har presset flere billetter ud, men vi har arbejdet hårdt for, at pladserne bliver brugt, fortæller marketingchefen, der kommer ind på, hvad der helt præcist er arbejdet med for at udnytte pladserne på Brøndby Stadion bedre.

- Vi har blandt andet fjernet de sæsonkort, som ikke er blevet brugt særlig meget, og i stedet forslået billetabonnement til dem, der ikke har været så ofte på stadion. Det afgørende i det er, at der står andre fans, som gerne vil ind, men som ikke kan, fordi pladserne er optaget.

- Det har ændret rigtig meget i denne sæson. Udnyttelsesprocenten er steget 11 % siden sidste sæson. Vi så et stærkt eksempel i Derbyet, hvor vi havde den højeste udnyttelsesprocent nogensinde. Vi har kunne se, at billetabonnementer har virket og har været en bedre måde at optimere udnyttelsen af pladserne på stadion.

- Derudover har vi også kunne se en større udnyttelse af pladserne hos de sæsonkortholdere, der ikke frigiver deres plads, hvilket er meget glædeligt.

Implementering af Fanscore har fungeret
Fanscore er et loyalitetsprogram, der blev implementeret i februar i år, hvor fans bliver tildelt point for deres engagement, som giver fordele ved blandt andet billetsalg til eftertragtede kampe. 

Thomas Skov har efter implementeringen af loyalitetsprogrammet kunnet se, at det har haft en positiv effekt, men at der selvfølgelig stadig kan optimeres.

- Fanscore er en ny måde at arbejde med det på, hvor de mest engagerede fans bliver belønnet. Der er stadig ting, der skal optimeres - der er ikke noget, der er perfekt. Vi skal også løbende gøre os nogle erfaringer, men vi synes, at det er et system, som er ved at vise sin værdi nu.

- Det er et godt værktøj til at belønne de fans, der kommer på stadion, men i høj grad også dem, der ikke kommer, men som frigiver deres plads, hvilket vi også har set en positiv udvikling i. Fanscore har en stor aktie i det, da man bliver belønnet for at frigive sin plads. Vi er gået fra at have omkring 375 i gennemsnit, der har frigivet deres billet per kamp, til at have omkring 800. Og det stiger fortsat.

- Det har også været vigtigt for os at gøre det så nemt som muligt at frigive pladser. Vores digitale afdeling har været dygtige til at optimere Brøndby-appen, så man med få klik kan frigive eller videregive sin plads på sin telefon.

Samtlige udebaneture har været udsolgte
Til alle vores udebanekampe i indeværende sæson har vi kunne melde vores udebaneafsnit udsolgt, hvilket indtil videre er ti udebanekampe, ni i 3F Superligaen og én i Oddset Pokalen.

Når vi skal på udebanetur til Aarhus i første opgør i Oddset Pokalens kvartfinale mod AGF, vil det ligeledes være med opbakning fra et udsolgt, blågult udebaneafsnit.

- Det er ligeledes fantastisk, at vi har haft udsolgt til samtlige udebanekampe i sæsonen. Det er mindst lige så vigtigt at anerkende dem, der bruger så meget tid og engagement på udebaneturene, og de skal også have nogle fordele, så det ikke kun er sæsonkortholdere, hvis de kommer lige så meget til udekampene, fortæller Thomas Skov.

- Hvis vi kommer til kampe som Derby, pokalfinale og europæiske opgør, hvor der er stor efterspørgel, så er det jo engagementet, der skal belønnes, og det kan vi med Fanscore.

- Vi skal stadig arbejde videre med at optimere yderligere på stadion, for at sikre os, at vi får fyldt Brøndby Stadion bedst muligt. Vi vil gerne blive ved med at have disse høje tal til glæde for alle.

Salg af frigivede billetter går ubeskåret til Fanpuljen
Når sæsonkortholdere frigiver deres billet til et opgør på Brøndby Stadion, kommer den frigivede billet tilbage i salg, hvor en anden fan har mulighed for at købe pladsen.

Denne indtægt på frigivede billetter går ubeskåret til Fanpuljen, der udelukkende går til fanrelaterede projekter til gavn for den bredde skare af fans.

- Som sagt er det vigtigeste for os at fylde stadion bedst muligt. Det er ikke indtægten, der er vigtig, men at kunne give alle i og omkring Brøndby IF den bedste stadionoplevelse, når vi er på hjemmebane. Netop derfor har vi valgt at lade salget af de frigivede billetter gå fuldt til Fanpuljen, som er med til at finansiere investeringer, som skal forbedre fanoplevelsen for alle på Brøndby Stadion.

Læs mere om dette i denne artikel.

Ny overdækning i Fanzonen
En ny overdækning blev indviet for godt en måned siden til hjemmekampen mod FC Nordsjælland, som skal hjælpe med at holde på varmen og hyggen i disse koldere måneder med tag, lys og varmelamper.

Den nye overdækning i Fanzonen kan du læse mere om her

Hvis du skal med til årets sidste hjemmekamp i 3F Superligaen, men ikke har sikret en plads på Brøndby Stadion, kan du finde billetter her.