Ny overdækning i Fanzonen står klar søndag
27.10.2023 10:46
På søndag står den på topopgør på Brøndby Stadion, hvor vi står over for FC Nordsjælland. I timerne op til kampstart vil der som vanligt være åbent i Fanzonen, hvor der til søndagens kamp vil være installeret en ny overdækning i den østlige ende med tag, lys og varmelamper, der har til hensigt at forbedre fanoplevelsen i Fanzonen i vinterhalvåret.
Der vil dermed være rig mulighed for at tilbringe tiden inden kampstart i Fanzonen, mens man holder sig varm og tør.
Marketingschef Thomas Skov er begejstret over det nye overdækkede område i Fanzonen.
- Vi har kunnet se, at Fanzonen har fungeret rigtig godt. Fanoplevelsen er en vigtig del i det at gå på stadion. Det er ikke bare to gange 45 minutter, det er at mødes med sine venner, familie og andre bekendtskaber. Vi bestræber os altid efter at facilitere fællesskabet bedre. Vi vil gerne skabe de bedste rammer for vores fans, og siden vi åbnede Fanzonen i 2018, har vi kunnet se, at den har haft stor betydning og effekt.
- Det er jo det der med at have et samlingspunkt ved stadion inden kamp, som du ikke kunne før på samme måde. Vi har stadig som mål at have de bedste fanfaciliteter i hele Skandinavien, og det tror jeg også, at vi har. Men det skal vi blive ved med at have, fortæller Thomas Skov.
Se et billede af overdækningen, der vil stå klar til opgøret mod FC Nordsjælland på søndag herunder
- Brøndby er et fællesskab, og i det fællesskab findes der mange små fællesskaber. Det er mange små grupper af folk, der mødes for at se fodbold på Brøndby Stadion, og der skal vi skabe rammerne for, at de kan det. Der har Fanzonen været vigtig sammen med Ebbe Skovdahl Loungen og Familie Loungen.
- Når vi er kommet ind i nogle koldere måneder, så har vi kunnet se, at ikke alle steder i Fanzonen er lige komfortable at være i. Derfor har vi gerne villet installere mere overdækning, så der er læ og varme, som forhåbentlig gør, at man har lyst til at komme og være i Fanzonen og få en lige så god oplevelse i vinterhalvåret og måske endda mere hyggelig.
- Det var også det, vi meldte ud i selskabsmeddelelsen tidligere, at vi synes, det var det rigtige at gøre - at investere mere i fanfaciliteterne og stadionoplevelsen, slutter Thomas Skov.
Overdækningen i Fanzonen står klar til benyttelse inden søndagens kamp mod FC Nordsjælland, og hvis du skal på stadion, kan du finde billetter til opgøret her.