Indtægter fra frigivet sæsonkortpladser går tilbage til fansene
05.11.2023 15:59
I de seneste år har vi oplevet en stærkt stigende interesse i at overvære kampe på Brøndby Stadion, og vi har derfor lanceret flere initiativer for at øge udnyttelsen af billetter og særligt sæsonkort, såsom muligheden for at dele pladsen med en medfan eller frigive pladsen tilbage til salg.
Når sæsonkortholdere frigiver deres plads, har en del af omsætningen gået til Fanpuljen, når pladsen blev solgt igen. Det ændres nu, så det fulde beløb af omsætningen fra pladser som bliver gensolgt, bliver overført til Fanpuljen, der er med til at finansiere investeringer, som skal forbedre fanoplevelsen for alle på Brøndby Stadion.
Marketingschef Thomas Skov udtaler:
- Vores vigtigste prioritet er at fylde stadion og gøre det en så god som mulig oplevelse at besøge Brøndby Stadion. Et af de vigtigste indsatsområder er at øge udnyttelsen af billetter og sæsonkort, særligt via frigivelse af sæsonkortpladser.
- Derfor giver det god mening, at alle pengene fra frigivet sæsonkortpladser nu går tilbage til fansene via Fanpuljen, så vi får mulighed for at investere endnu mere i vores fantastiske fanfaciliteter på stadion. Senest har Fanpuljen finansieret den store ombygning af Ebbe Skovdahl Loungen, som nu betyder at vi ser mange flere fans bruge faciliteterne inden vores kampe, fortæller Thomas Skov.
Læs mere om hvad Fanpuljens midler tidligere har været brugt på her.
Hvis du er i tvivl om hvordan du frigiver din sæsonkortplads, kan du finde en guide her.