Auri: Vi skal arbejde som et hold

12.03.2016 08:15

Efter en hektisk uge for Brøndby IF er fokus atter rettet mod grønsværen, og søndag kl. 16:00 tager de blågule imod Randers FC i 21. runde af Alka Superligaen.

Kampen er Brøndby-legenden Auri Skarbalius' første kamp tilbage i rollen som cheftræner, og efter at have stået i spidsen for træningerne af Alka Superliga-mandskabet siden i onsdags, så er det en cheftræner, der ser frem til at få spillerne i aktion på Brøndby Stadion.

- Jeg sagde i onsdags ja til at overtage tøjlerne for Superliga-truppen frem til sommerferien, og når jeg først siger ja til en opgave, går jeg 100 % ind til den. Så jeg ser frem til at stå i spidsen for holdet i morgen og i resten af foråret, og jeg glæder mig til at mærke opbakningen til holdet fra vores fans og mærke suset, det giver, når spillerne løber ud på Brøndby Stadion, og kampen går i gang, siger Auri Skarbalius.

- Men kampen i morgen handler ikke om mig. Jeg skal ikke revolutionere noget. Vi ligger inden for afstand af vores mål om tredjepladsen, og vi er i pokalsemifinalen. Som ny cheftræner går jeg ind og fortsætter det arbejde, som Thomas Frank og trænerstaben har lagt for dagen. Det betyder, at fansene vil se et Brøndby-hold, som skal være aggressive, både defensivt og offensivt, og være afklaret i vores aftaler med hinanden.

- Vi justerer sandsynligvis et par små detaljer, men vi skal i bund og grund vise, at vi står sammen, både når spillet flyder, og når vi oplever modgang. For som fodboldspiller oplever man både medgang og modgang i løbet af de 90 minutter, en kamp varer, og her er det vigtigt, at man arbejder sammen som et hold.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).

Den nye cheftræner har brugt de sidste par dages træninger på at tale med spillerne om forventningerne til dem i foråret.

- Jeg kender truppen ret godt, da jeg har været vant til at deltage i deres træninger om torsdagen. Jeg har gjort det klart for spillerne, at for mig handler det om, at de hver dag og hele tiden stiller krav til deres egen præstation og har fuldt fokus på, hvordan de hver især kan hjælpe holdet. Der vil altid være forstyrrende elementer i en fodboldklub, men spillerne ved, at det eneste, de skal have fokus på, er deres egen præstation og de aftaler, vi har på banen, og her må jeg rose holdet, for de har vist stor fokus i træningerne, lyder det fra Auri Skarbalius.

Han forventer tæt kamp om pladserne og understreger, at det kun er de bedste, der starter inde.

- Min indstilling er, at vi går ind til forårets kampe én træning ad gangen og én kamp ad gangen. Alle i truppen har forskellige kompetencer, og her gælder det om for spillerne hver dag at gøre det så svært som muligt for mig og trænerteamet at vælge de 11 spillere, der skal starte om søndagen. Jeg udtager altid det hold, som ifølge min overbevisning kan præstere bedst på dagen og vinde over modstanderen.

Hos Brøndby IF's hovedpartner Bet25 kan du spille på morgendagens kamp mod Randers FC. Her får du blandt andet odds 9.25, hvis du spiller på en sejr på 2-0 til Brøndby IF, og Auri dermed får en sejr i sin første kamp tilbage som cheftræner.

Kampen har kickoff kl. 16:00 og bliver vist på Canal 9.

Du kan købe din billet til opgøret her. Børn kommer ind for kun 20 kr. og får gratis popcorn. Læs mere om tilbuddet her.

LÆS OGSÅ:
- Ørnskov: Vi skal vise, at vi står sammen
- Brøndby Matchday klar i App Store og Google Play
- To kampe på Sydsiden til halv pris