Rønnow: Det starter med viljen og passionen for denne klub

13.05.2016 06:45

I gårsdagens kamp mod Randers FC blev det til en 2-0-sejr. Dermed fik Frederik Rønnow og resten af Brøndby-mandskabet ikke kun tre point, men også endnu et clean sheet til samlingen, hvor Rønnow nu er oppe på 13 for Alka Superliga-sæsonen.

Manden på kassen var meget tilfreds med resultatet, og han var særlig glad for den fight, som holdet lagde for dagen.

- Vi kæmpede sejren hjem, og sådan nogle sejre er også virkelig fede at få, når man måske ikke lige kan få spillet til at flyde. Vi forsvarede stærkt, selv om vi til tider var under pres. Vi var skarpe i begge felter, og det handler det om i fodbold. Så tre dejlige point, sagde Rønnow, der var velfornøjet over indstillingen fra holdet.

- Vi havde håbet på at kunne være lidt mere kontrollerende på bolden, men Randers er en svær udebane, hvor de spillede en god kamp. Vi havde snakket om, at det starter med indstillingen, viljen og passionen for denne her klub, og det synes jeg, vi viste i går. 

- Det var dejligt med et clean sheet, og specielt dejligt, når vi hiver de tre point med hjem fra en udebanekamp. Stor ros til hele holdet og en særlig ros til Juelsgård og Agger, som virkelig var dominerende. De var rigtig solide, afsluttede en glad Brøndby-målmand.

LÆS OGSÅ:
- Fight og effektivitet sikrede 2-0-sejr i Randers
- Boysen: Man skal derind, hvor det gør lidt ondt, for at score

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).