2-1-sejr mod AGF

24.04.2016 19:59

Brøndby IF havde i dagens Alka Superliga-kamp besøg af AGF, og det blev en begivenhedsrig kamp. Brøndby IF endte med at vinde kampen 2-1 på to mål af Kamil Wilczek. Kampen bød også på et rødt kort til AGF og et brændt straffespark. I sidste ende kunne de blågule imidlertid sætte tre point på kontoen.

Det blev til noget af en chokstart, da AGF allerede kom foran efter tre minutter. Gæsterne sendte kampens første hjørnespark indover, som blev forlænget til bagerste stolpe. Her dukkede Danny Olsen op og kunne heade AGF foran 1-0. På trods af den dårlige start trykkede Brøndby-holdet godt på i AGF-enden, og i løbet af det første kvarter havde David Boysen, Kamil Wilczek, Magnus Eriksson og Martin Albrechtsen forsøgt sig med skud mod AGF-målet. Desværre var alle forsøgene forbi målet eller blokeret af gæsternes forsvar.

Efter 24 minutter havde Brøndby IF en triple-chance, som i sidste ende blev taget med armen af Morten Duncan Rasmussen inde på stregen. Det udløste et rødt kort til ham og et straffespark til Brøndby IF. Det skulle Daniel Agger tage sig af. Han formåede desværre ikke at udnytte den store mulighed, da han sendte sit spark på overliggeren. Det stoppede dog ikke Brøndby-presset og efter 33 minutter gav det pote. Teemu Pukki afsluttede mod mål, og hans skud rettede Kamil Wilczek af, som derfor snød AGF-målmanden, og bolden strøg i nettet til 1-1. Brøndby-holdet fortsatte presset mod pausen, men der kom ikke flere mål i en ellers begivenhedsrig første halvleg. 

I pausen foretog Brøndby IF en udskiftning, da Martin Ørnskov blev taget ud, og Christian Nørgaard blev sendt ind i stedet for. Mens første halvleg var fuld af chancer, kneb det mere i anden halvleg. Brøndby IF sad tungt på boldbesiddelsen, men havde svært ved at åbne op for AGF-forsvaret. Første Brøndby-chance kom efter 20 minuters spil i anden halvleg. På et hjørnespark kom Daniel Agger højest, men hans hovedstød endte over mål. Brøndby-dominansen fortsatte herefter, og med 18 minutter igen kom det forløsende føringsmål. Thomas Kahlenberg lagde et perfekt indlæg ind i panden på Johan Elmander, som headede bolden på stolpen. På riposten var Wilczek at finde, og han kunne prikke bolden i mål til 2-1. 

Med små ti minutter igen var Pukki tæt på at gøre det til 3-1. Wilczek sendte ham afsted i dybden. I feltet snød han en AGF-forsvarer og sendte et skud afsted mod fjerneste hjørne. Desværre for ham ramte den overliggeren. Dermed stadig 2-1 til de blågule. AGF forsøgte sig med et pres mod slutningen af kampen, men de kunne ikke lukke op for Brøndby-forsvaret. Der kom ikke flere mål i kampen, og Brøndby IF vandt dermed 2-1.

Se alle kampfakta her.

LÆS OGSÅ:
- Pukki: Det var en vigtig sejr
- Wilczek: Glad for hjælpe holdet
- Auri: Attituden gjorde udslaget
- Kahlenberg: Ros for at vise en god reaktion