Kahlenberg: Ros for at vise en god reaktion
25.04.2016 06:45
Gårsdagens Alka Superliga-kamp mod AGF blev vundet med 2-1, og Brøndby-anfører Thomas Kahlenberg er glad for de tre point.
- Vi fik en rigtig skidt start, hvor det selvfølgelig var ærgerligt at komme bagud så tidligt på en dødbold. Jeg synes, vi kæmpede os godt ind i kampen igen, hvor vi spillede lidt mere direkte. Vi får en masse gennembrud og gode chancer, hvor vi egentlig skal score, inden de får det røde kort.
- Da de får det røde kort, vidste vi, at det kunne blive svært, da hold, der kun er ti mand, stiller sig mere kompakt. Jeg synes imidlertid, at holdet bare kæmpede endnu mere, og sejren var helt fortjent. Vi havde de muligheder, der skulle til, hvor især første halvleg var god. I anden halvleg scorer vi på et vigtigt tidspunkt, hvor vi var begyndt at se lidt trætte ud.
- Selvom Daniel missede straffesparket, havde jeg en god fornemmelse, da vi allerede inden det røde kort pressede på. Holdet viste god moral. Vi tilspillede os en del chancer, og vi gjorde nok til at vinde kampen. En rigtig vigtig sejr, hvor jeg synes, holdet skal have ros for at vise en god reaktion, sagde midtbanegeneralen til brondby.com.
LÆS OGSÅ:
- 2-1-sejr mod AGF
- Pukki: Det var en vigtig sejr
- Wilczek: Glad for at hjælpe holdet
- Auri: Attituden gjorde udslaget