Zorniger: Den største kamp i dansk fodbold

04.11.2018 07:50

Søndag kl.12:30 er der kickoff til sæsonens første Derby på Brøndby Stadion. Sidste sæson trak vi os sejrrigt ud af begge Derby-kampe på Brøndby Stadion, og selvom det har været en svær start på sæsonen, så forventer cheftræner Alexander Zorniger et tæt Derby i morgen.

- I sidste sæson blev tre af de fire kampe mod FC København afgjort med blot et enkelt mål, og to af vores sejre kom på mål i de sidste minutter, så vi forventer en meget tæt dyst og intense dueller, hvor det er marginalerne, der kan afgøre det.

- I et Derby bliver små fejl eller usikkerhed straffet med det samme. Så hvis vi ikke er aggressive eller tror på vores spil, bliver vi straffet. Vi skal derfor gå ud og spille vores aggressive spil og spille som et hold.

Zorniger kalder kampen for den største i dansk fodbold og understreger, at ingen af de to mandskaber har tænkt sig at gå på kompromis med hver deres respektive spillestil.

- Dette er den største kamp i dansk fodbold. Det ved alle, og spilerne er heller ikke i tvivl om det. Spillerne ved, når de går på banen, at der er store forventninger til dem, men også at der med store forventninger kommer store muligheder.

- FC København stillede med et stærkt reservemandskab i Sydbank Pokalen i torsdags mod FC Midtjylland, og det var et tydeligt signal til os om, at de kommer til Brøndby Stadion for at tage tre point mod os, men vi er topmotiverede og går på banen for at vinde. Vi møder ofte hold, der skifter formation når, de møder os, men det gør hverken vi eller FC København. Begge vores klubber har klart definerede spillestile, som ingen af os går på kompromis med, og det er sådan det bør være. 

Skal du til Brøndby Stadion og opleve Derby på nærmeste hold, så kan du få trafikinformation og faninfo her. Og har du adgang til Sydsiden, så husk at Fanzonen åbner allerede kl.9:30. Du kan læse Fanzone-programmet her.

Foto: Getty Images