Zorniger: Gode til at erobre boldene tilbage

05.08.2018 21:20

19.225 tilskuere kunne i dag se Brøndby IF vinde 2-0 over gæsterne fra FC Nordsjælland i en kamp, der bød på mange chancer til de blågule. Cheftræner Alexander Zorniger havde roteret en del i startopstillingen, hvilket betød at Björn Kopplin og Mikael Uhre startede inde, ligesom der også var gjort plads til Josip Radosevic og Paulus Aarajuuri. Cheftræneren var tilfreds med meget af spillet, og ifølge cheftræneren var det en af de bedste defensive præstationer, man har haft mod FC Nordsjælland de sidste to år. 

- I spillet mod bolden var kampen i dag måske en af vores bedste præstationer mod FC Nordsjælland. Vi spiller fem kampe på to uger, så vi roterede i startelleveren og lod blandt andet Jung og Röcker sidde ude. Vi kontrollerede FC Nordsjælland, og vi var rigtig gode til at dække af for hinanden. Vores signatur er vores arbejde mod bolden, og i dag var vi gode til at erobre boldene tilbage og skabe chancer, hvilket er en forbedring fra de seneste kampe.

- Men vi skal hele tiden udvikle os. Sidste sæson var Kamil og Teemu gode til at score mange af vores mål, og i de første fire kampe i denne sæson har Kamil, Ante og Uhre vist sig stærke oppe foran. Nikolai Laursen, forventer vi også, snart er i spil til vores offensiv, men det er hele holdet, som skal bidrage. Så vi fortsætter med at arbejde med hele holdet på træningsbanen og udvikle holdet, så hele holdet kan bringe mere til vores offensiv.

Opbakningen på Brøndby Stadion var som altid stor, og cheftræneren understregede endnu engang, hvor meget de mange fans på tribunerne betyder for holdet.

- Det var enestående med så mange tilskuere i dag. Efter de sidste to sæsoner er der mange forventninger om, at man bliver underholdt på Brøndby Stadion, og det er det, vi arbejder på at give dem, hver gang vi spiller. Jeg håber, folk følte sig underholdt i dag. 

Næste kamp på Brøndby Stadion er torsdag den 16. august kl. 20:00, hvor returopgøret mod Spartak Subotica spilles. Det første opgør spilles på torsdag den 9. august i Beograd. Mere info om det opgør kan læses her. Billetsalget til returopgøret mod Spartak Subotica starter mandag den 6. august.

Foto: Getty Images