50 år: Mine Brøndby-minder - Emil Bakkendorff

01.12.2014 12:11

2014 er jubilæumsåret for Brøndby IF. I 50 år har klubben både oplevet smertefulde nederlag og store triumfer. Det er blevet til mesterskaber, pokaltitler og europæiske storkampe. Alt sammen er sket på baggrund af det store fællesskab og den mangfoldighed, der kendetegner klubben. 

brondby.com vil op til jubilæumskampen den 7. december mod Silkeborg IF (brondby.com/billet) dagligt bringe en artikel, der skal sætte fokus på en af de hundredtusindvis af Brøndby-fans, der findes rundt omkring i Danmark. 

I dag snakker vi med Emil Bakkendorff, der nok bedst er kendt som tidligere sikkerhedschef for Brøndby IF. Gennem mange år varetog han sikkerheden på stadion, men forholdet mellem ham og klubben går endnu længere tilbage.

Historien starter helt tilbage i slutningen af 70’erne, da Emil Bakkendorff hjalp den daværende stadionsinspektør, Finn Andersen, med salg af bannerreklamer og annonceplads i kampprogrammerne. Derefter blev det til først en deltidsansættelse og siden en fuldtidsstilling, og det hele endte altså med en stilling som sikkerhedschef, som han besad indtil 2013, hvor han takkede af efter mange års tro tjeneste.

Jeg har haft mange gode oplevelser som Brøndby-fan, men den største af dem alle var…

… kampen på Anfield mod Liverpool. Jeg var med som rejseleder, og det, der var mest fantastisk, var at opleve Liverpool-fansenes reaktion på kampen. Deres respekt for modstanderen var helt unik. De var selvfølgelig kede af at tabe, men de erkendte nederlaget og gjorde det med stor ære. Det var fantastisk og surrealistisk at opleve holdet blive sunget ud fra stadion. 

Vi spillede ikke nogen fremragende kamp, men vi var gode og vandt med 1-0. Det respekterede deres fans, og de valgte at vise respekt i stedet for at håne. Det er sådan, man håber, at fodbold altid er. Nogle gange er der for meget negativ stemning i stedet for respekt for hinanden og for modstanderen. Så det minde står stadig klart for mig. 

Det kan være svært at vælge, men min 'all time' favoritspiller i Brøndby-trøjen er…

…en spiller, jeg kom meget tæt på, Uche Okechukwu. Han kom jo egentlig til klubben som spiller nummer to, for det var Friday Eliaho, der blev hentet hertil som stjernen. Uche var, og er formodentlig stadig, en fantastisk person. Han var en fantastisk spiller, og det samme var hans indstilling til fodbold. Han havde også den indstilling, at han ikke behøvede at vise træneren, at han kunne løbe 400 meter til træning. Bare han gjorde det til kamp, så havde han bevist nok. Han var jo et fænomen rent atletisk, så han behøvede ikke folde sig fuldt ud hele tiden.


Når der blev scoret, løb han tit forbi bænken og råbte, “I’m in good shape” til Morten Olsen. Han var jo sådan en spiller, som når han fik at vide, at han skulle dække en modstander op, så var det ikke meget, man fik set til den modstander. Det var sjældent hans direkte modstandere kom til fadet. Så selv om træneren nogle gange kunne blive sur på ham over hans træningsindsats, særligt om vinteren, så undlod Uche ikke at gøre opmærksom på sig selv, når han spillede en god kamp. Hvilket han som oftest gjorde. 

Den Brøndby-kamp, jeg ville ønske, jeg aldrig var gået glip af, er….

…svær at definere på stående fod. Der har været rigtig mange gode kampe. Men jo, hvis jeg skulle nævne en ting, så var der en Europa Cup-kamp ovre i Moskva, som endte i en straffesparkskonkurrence. Jeg kan ikke huske, om det Lokomotiv Moskva, eller om det var et af de andre Moskva-hold, men Per og jeg valgte at gå ned i omklædningsrummet, da vi skulle sparke. Vi havde simpelthen ikke nerver til det. Vi endte med at vinde straffesparkskonkurrence, så det havde jo været rart at se alligevel, men det vigtigste var trods alt, at vi gik videre i Europa. 

Læs med i morgen, hvor vi spørger en ny personlighed om de største Brøndby-øjeblikke.