Blandede resultater i Randers for U17 og U15
28.11.2023 14:07
Lørdag eftermiddag måtte U19-holdet fra Masterclass lide et nederlag ude mod Randers Freja FC, og senere på dagen skulle U17- og U15-holdet forsøge at svare igen, da de mødte Kronjydernes ditto. Det blev en blandet omgang, da U17 løb ind i et smalt nederlag på 1-0, mens U15 vandt deres opgør 1-4.
Smalt nederlag til U17
Lørdag eftermiddag gæstede vores U17-hold fra Masterclass Randers Freja FC i Kronjylland. I årets næstsidste kamp skulle de blågule talenter forsøge at komme tilbage på sejrskurs efter straffesparksnederlaget til FC Midtjylland i forrige weekend.
Det blev dog en svær opgave, og Brøndby-mandskabet måtte lide et smalt nederlag på 0-1. Nederlaget gør, at Masterclass-holdet indtager U17 Drengeligaens 8.-plads med 17 point i 11 kampe.
Vi skulle frem til midtvejs i første halvleg, da hjemmeholdet bragte sig foran i det 24. minut. I de resterende halvanden halvlege forsøgte de blågule talenter med overtag i spillet at bringe balance i regnskabet, men de formåede desværre ikke at få bolden over stregen. Dermed måtte U17-holdet fra Masterclass rejse hjem til Vestegnen uden point i bagagen.
"Manglede lige det sidste på dagen"
Cheftræner Viktor Kynde fortæller om kampen:
- Det var en lidt bøvlet start, hvor vi især fysisk var overmatchede. Jeg synes, Randers bragte en enorm intensitet og fysik, og nogle af de her unge gutter, vi havde med, skulle lige vænne sig til at matche det. Jeg synes dog, at det var imponerende, at de formåede at vende det i løbet af kampen og vandt deres dueller mod slutningen af kampen. Så det var rigtigt positivt.
- Der skete det, at vi kom bagud, og når man kommer bagud til et hold, som spiller sådan som Randers gjorde, så bliver det rigtigt svært. Randers var rigtigt gode til at forsvare og at få spillet over på deres præmisser, så det blev bare rigtigt svært.
- Det blev en anden halvleg, hvor vi spillede på deres banehalvdel, og vi havde svært ved at spille os frem til store nok chancer. Vi skabte en masse 'lige ved og næsten-situationer', og kommer meget i deres felt. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi skal blive bedre på den sidste tredjedel i den type kampe.
- Følelsen efter kampen var, at drengene havde gjort alt, hvad de overhovedet kunne, og at de mere på dagen manglede kvaliteten til at kunne gøre det (vinde, red.). Der var intet at sætte på drengenes indsats, de var helt færdige efter kampen og havde gode stats på løb. Men de manglede lige det sidste på dagen.
Randers Freja FC - Brøndby IF 1-0
1-0
Holdopstilling
William Emil Krarup Sonne-Schmidt
Malthe Mortensen
Raphael Canut Pedersen
Rasmus Lynder
Danial Riaz
Mathias Werther Andersen
Elo Sandersen
Viggo Poulsen
Casper Johan Hjorth Svart
Magnus Karup Buades
Noah Jakobsen
Bænken
Alfred Klamer
Ekene Chukwuani
Anton Peters
Alexander Bejer-Andersen
Sebastian Rosenwanger
Markus Petersen
På lørdag skal U17-holdet fra Masterclass i aktion igen, når det gælder årets sidste kamp. Her gæster de blågule talenter Vejle, som inden opgøret indtager 10.-pladsen i ligaen.
Storsejr til U15
U15 var som nævnt også i aktion lørdag mod Randers Freja FC. Her skulle Masterclass-mandskabet forsøge at samle point nok til at følge med i toppen af U15 Drengeligaen. De blågule talenter lå inden opgøret på 5.-pladsen, mens hjemmeholdet indtog ligaens 3.-plads.
Det startede da også godt for Brøndby-holdet, da Nicolai Solheim Lintrup bragte os foran i det 31. minut. Scoringen var den eneste i løbet af de første 45 minutter, og vi skulle frem til det 53. minut, hvor U15-holdets topscorer Elias Genssler Broberg fordoblede føringen.
Bare tre minutter senere gjorde Mohamad Aliko det til 0-3, inden hjemmeholdet fik reduceret på straffespark i det 70. minut. Med små ti minutter tilbage af opgøret lukkede Elias Genssler Broberg kampen med scoringen til 1-4. Det var samtidig Brobergs 11. mål i denne sæson, og det bringer ham op på 3.-pladsen på topscorerlisten i U15 Drengeligaen.
Sejren gør, at Brøndby går forbi Randers Freja i tabellen, og indtager nu ligaens 3.-plads med 24 point i 10 kampe. De har syv point op til OB på førstepladsen, som dog har spillet tre kampe mere.
Randers Freja FC - Brøndby IF 1-0
0-1 Nicolai Solheim Lintrup
0-2 Elias Genssler Broberg
0-3 Mohamad Aliko
1-3
1-4 Elias Genssler Broberg
Holdsopstilling
Willads Emil Tuxen
Mohamad Aliko
Elias Genssler Broberg
Jonas Gretlund
Asker Bork Andersen
Philip Stengade Dewachter
August Varming Halstrøm
Nicolai Solheim Lintrup
Mathias Schou
Elias Hansen
Gustav Ruby-Johansen
Bænken
Tobias Mikkelsen Heilbuth
Valder Thomas Bliddal Hansen
Willum Storm
Christian Nielsen