
U19-træner: Vi skal vise resultatmæssig stabilitet
19.08.2022 12:21
Vores U19-hold tog i weekenden hul på den nye sæson, da de mødte Vejle Boldklub i en udekamp. Det er igen cheftræner Christian Sørensen, som står i spidsen for holdet, og vi har i den forbindelse taget en snak med træneren om forventningerne til 2022/23-sæsonen.
En sæson med fokus på stabilitet:
Med sæsonen netop skudt i gang fortæller træneren, at man som forberedelse op til sæsonstart er nødsaget til at sætte den kommende sæson i perspektiv til den tidligere. Christian Sørensens tropper nåede sidste sæson en fjerdeplads, og for træneren er der ingen tvivl om, hvordan de i denne sæson opnår en højere placering:
- Vi var i sidste sæson rigtig gode til at spille op imod de bedste hold, men manglede stabilitet mod nogle af de andre. Det er også noget af det, der har gjort sig gældende for den årgang, som er kommet op i truppen.
- Fokus den her sæson er at være konkurrencedygtig mod toppen af ligaen og have stabilitet mod alle de andre hold. Det mest afgørende for os lige nu er at bringe os i en situation, hvor vi til vinter har en placering, hvor vi kan spille med om noget i det sidste halve år. Og det gør vi ved at vise resultatmæssig stabilitet.
Holdet har inden sæsonstart været i Holland og spille turnering, som de tog hjem fra med guldmedaljer om halsen. Noget kunne derfor tyde på, at fokus på en stabil spillestil, allerede inden sæsonen blev skudt i gang, har båret frugt. Til det siger træneren:
- At vi vandt turneringen i Holland var en god måde at starte op på - også med henblik på stabilitet. Det giver god selvtillid at vinde. Hvis du skal vinde sådan en turnering, bliver du nødt til at være stabil gennem kampene, og det vil vi tage med os ind i ligaen.
Selvom Christian Sørensens hovedmål på den lange bane er at udvikle de unge talenter, understreger han samtidig vigtigheden i gode resultater:
- Når vi spiller kampene, så spiller vi altid for at vinde. Fokus på den længere bane er så at få spillere op på førsteholdet. Tingene hænger sammen, og vi ved også, at jo bedre vores U19-hold præsterer, des flere er der, som viser sig så godt frem, at de kan få muligheden i Superligatruppen.
En ung U19-trup:
Træneren fortæller samtidig, at selvom der er flere spillere, som aldersmæssigt er U19-spillere, gør de sig gældende på førsteholdet. Han står derfor i spidsen for en yngre U19-trup i denne sæson end, hvad han tidligere har gjort.
- Vi har en større førsteårsgruppe og en mindre andenårsgruppe. Vi fokuserer i den forbindelse på, at gruppen skal præstere lidt hurtigt, og spillemæssigt se lidt ældre ud, da de kommer til at spille mod nogle hold, som er ældre end dem selv.
Det er dog ikke en udfordring, som Christian Sørensen ser på med bekymrende øjne. Med en yngre trup mener træneren nemlig, at der åbnes nye muligheder. Hertil uddyber han:
- Der er nogle åbne pladser nu, som førhen var forbeholdt de ældre spillere. Det betyder, at nogle yngre spillere nu har chancen for at tage den plads. Hvis de griber muligheden, så viser de at være forud for deres alder. Det tror jeg bliver spændende, og jeg glæder mig til at se, hvem jeg kan få til at tage de pladser.
Christian Sørensens tropper spiller næste kamp i U19-ligaen mod FC Midtjylland på udebane lørdag d. 27 august klokken 13:00.
Du kan læse mere om hvordan det gik vores ungdomshold i denne uges Masterclass-oversigt her.