Mila Bischoff forud for portugisisk møde: Vi har gode muligheder

23.09.2026 13:57

Onsdag aften venter endnu en europæisk aften på 1964 Park, når Brøndby Women tager imod Sporting Clube de Portugal i første opgør af anden kvalifikationsrunde i UEFA Women’s Europa Cup.

Kampen fløjtes i gang klokken 18:00, og her skal Brøndby Women forsøge at få et godt udgangspunkt, inden returopgøret venter i Lissabon i næste uge.

Sporting CP er en ny modstander for de blågule, og derfor har forberedelserne blandt andet budt på videoanalyse af det portugisiske hold.

- Det er jo begrænset, hvad man kan forberede sig på, men man kan i hvert fald se video på dem, og vi kan øve vores taktikker for at kunne slå dem. Og så tror jeg bare, at hvis vi spiller til vores bedste, så har vi gode muligheder, fortæller Mila Bischoff.

Den 17-årige Brøndby-spiller forventer en svær opgave mod Sporting CP, som til daglig spiller i den portugisiske liga, men hun tror på, at Brøndby Women kan få overtaget, hvis holdet rammer niveauet fra de seneste kampe.

- Det er en kamp, hvor vi også kan få udfordringer, fordi vi ved, at Sporting er en god klub og spiller i en god liga. Men jeg tror, at hvis vi skaber en masse chancer og spiller godt sammen, så kan vi sagtens vinde den kamp.

Netop evnen til at skabe chancer og samtidig holde modstanderne fra fadet har været en af de positive ting i den seneste periode.

- Jeg synes, vi er blevet bedre til at skabe chancer, og så lukker vi også godt af nu. Vi har ikke lukket mål ind de sidste par kampe, så vi bliver ved med at score mange mål og ikke lukke så mange ind. Så ser det godt ud, fortæller den 17-årige Brøndby-spiller.

Fundet bedre sammen

Brøndby Women går ind til onsdagens opgør efter en stærk periode. Senest blev Fortuna Hjørring besejret 4-0 på 1964 Park, mens Spartak Subotica tidligere i september blev sendt ud af Europa Cup’en med et samlet 9-1-nederlag.

Efter en svær start på sæsonen oplever Bischoff, at holdet har fundet bedre sammen, efterhånden som kampene er blevet flere. Udviklingen handler blandt andet om, at spillerne efterhånden kender hinanden bedre på banen.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi havde en lidt svær start, men jeg synes nu, at vi er blevet spillet bedre sammen som hold. Vi er begyndt at spille bedre sammen, og jeg synes, det ser positivt ud nu, fortæller Bischoff og uddyber.

- Jeg tror, det handler lidt om, at vi ved, hvor hinanden løber hen. Vi kender både hinanden som spillere og som hold nu, og det giver meget, at man kender hinanden og har spillet sammen et stykke tid.

Værdifulde europæiske erfaringer

Onsdagens opgør bliver endnu et europæisk kapitel for Brøndby Women, der allerede har mødt Ajax, Slavia Prag og Spartak Subotica i denne sæsons europæiske kvalifikation.

De mange europæiske kampe har samtidig givet holdet mulighed for at udvikle sig mod modstandere, som man ikke møder til daglig.

- Jeg synes, det er rigtig fedt. Vi spiller så mange kampe, og det gør, at vi udvikler os. Det gør noget fedt for holdet, at vi også får de her europakampe, som vi ikke har haft de seneste par år. Vi udvikler os og bliver bedre, når vi også kommer ud og spiller i Europa.

Og hvis Brøndby Women lykkes med at besejre Sporting CP over de to opgør, venter en plads blandt de sidste 16 hold i UEFA Women’s Europa Cup.

Første skridt skal tages onsdag aften på 1964 Park, og du kan stadig nå at købe din billet her.