
Brøndby Women er klar til europæisk kvartfinale efter sejr over Rosenborg
12.11.2026 08:59
Brøndby Women spillede sig onsdag aften videre til kvartfinalerne i UEFA Women's Europa Cup efter en flot 2-0-sejr over norske Rosenborg BK på 1964 Park.
Dermed sikrede de blågule sig en samlet sejr på 3-1 over de norske gæster og en billet til en europæisk kvartfinale.
Efter 1-1 i det første opgør i Trondheim var der lagt op til en spændende europæisk aften på Vestegnen, hvor en plads blandt turneringens sidste otte hold var på spil.
Og de blågule fik den bedst tænkelige start på opgøret.
Blot ti minutter var der spillet, da Emma Pelkowski fandt Rakel Engesvik på højrekanten. Nordmanden trak ind i feltet og sendte fra en spids vinkel bolden i nettet til 1-0.
Føringsmålet gav Brøndby Women et godt udgangspunkt, og hjemmeholdet havde generelt godt styr på begivenhederne i første halvleg, hvor Rosenborg havde svært ved at spille sig frem til de store muligheder.
Dermed kunne de blågule gå til pause med en føring på 1-0.
Rosenborg pressede på efter pausen
Efter pausen begyndte de norske gæster at arbejde sig længere frem på banen, og det gav en mere åben affære med muligheder i begge ender.
Rosenborg kom flere gange tæt på udligningen, men stærkt defensivt arbejde og en velspillende Jalen Tompkins mellem stængerne holdt nordmændene fra fadet.
I den modsatte ende var Hanna Andersson tæt på at fordoble føringen efter et hjørnespark, men hendes afslutning blev afværget af Rosenborgs keeper.
Som halvlegen skred frem, fortsatte gæsterne jagten på en udligning, og med knap 20 minutter tilbage måtte Jalen Tompkins igen levere en vigtig redning, da Rebecka Holum kom til afslutning tæt under mål.
Men det lykkedes aldrig Rosenborg at få hul på bylden.
I stedet kunne Brøndby Women sætte det afgørende punktum i kampens sidste ordinære minut. Efter et hjørnespark endte bolden hos Malin Brenn, der først fik sin afslutning reddet, inden hun var hurtigst over returbolden og headede bolden i nettet til 2-0.
Dermed kunne de blågule juble over en samlet 3-1-sejr og en billet til kvartfinalerne i UEFA Women's Europa Cup.
Her venter en stor europæisk udfordring, når tyske VfL Wolfsburg står på den anden side.



