
Knusende sikker sejr sender Brøndby Women videre i Europa
02.09.2026 19:00
Brøndby Women er videre til 2. kvalifikationsrunde i UEFA Women’s Europa Cup efter en knusende sikker sejr på sammenlagt 9-1 over serbiske Spartak Subotica.
Efter en sejr på 5-0 på udebane i Serbien i sidste uge, gjorde kvinderne arbejdet færdig med en sejr på 4-1 hjemme på 1964 Park onsdag aften.
Brøndby Women satte sig tungt på kampen fra første fløjt og lagde et tungt pres, som gæsterne havde svært ved at spille sig ud af. Allerede efter otte minutter gav det pote, da Milla Bischoff med et tørt, fladt spark sendte bolden ind ved foden af stolpen til en tidlig føring.
Brøndby fortsatte med at trykke på, og Amy Rodgers forsøgte sig med et langskud, inden hjemmeholdet kort efter havde en stor tredobbelt mulighed.
Presset fortsatte, og efter en halv times spil fik Evelina Thygesen en stor mulighed efter et sololøb, men Spartak Suboticas keeper var på pletten.
Vi skulle dog ikke vente meget længere på den næste scoring. Efter 41 minutter sendte Evelina Thygesen et indlæg ind i feltet, hvor Hanna Andersson kom først på bolden og headede den i mål til 2-0.
Kort efter pausen var vi ad flere gange tæt på at udbygge føringen, men vi skulle hen til et kvarter før tid, inden Hanna Andersson efter en dyb stikning og en flot afslutning gjorde det til 3-0.
Fem minutter senere fik Spartak Subotica reduceret, men sejren var aldrig i fare, og i overtiden satte Emilie Fink punktum for aftenen med et sandt drømmemål. Fra distancen sendte hun bolden i rusen via undersiden af overliggeren til slutresultatet 4-1.
Med sejren og billetten til 2. kvalifikationsrunde er Brøndby Women nu blandt de 32 sidste hold i UEFA Women’s Europa Cup. Der trækkes lod til 2. kvalifikationsrunde på fredag, mens kampene afvikles den 23. og den 30. september.



