Joh Foto

Sølvmedaljer i Gjensidige Kvindeligaen

15.06.2024 15:48

Lørdag eftermiddag mødte vi FC Nordsjælland i sæsonens sidste kamp i direkte duel om mesterskabet.

Kampen endte 1-1, og vi endte dermed med sølvmedaljer for sæsonen 2023/24 i Gjensidige Kvindeligaen.

Store dele af første halvleg foregik på gæsternes banehalvdel, hvor vi kom frem til et par skudmuligheder.

Den største chance fik vores anfører Nanna Christiansen i det ottende minut, da vi fik tildelt et straffespark. Det blev desværre ikke omsat til mål, da FCN-keeperen reddede skuddet.

Få minutter inde i anden halvleg var det gæsterne som fik bragt sig i front. Et indlæg landede for fødderne af en FCN-spiller, som fik sparket bolden i kassen.

Vi fik svaret hurtigt retur, da islandske Hafrún Halldórsdóttir var hurtigst over en løs bold i gæsterne felt, og fik udlignet til 1-1.

I dommerens tillægstid fik vi tilkæmpet os to store muligheder, men skuddene gik desværre ikke i mål.

På onsdag har vi mulighed for at revanchere os, når vi møder FC Nordsjælland i pokalfinalen.

Kampstart er kl. 18:00 på MCH Arena, og der kan hentes gratis billetter her.

Der er også blevet arrangeret en fanbus, der kører mod Herning. Det kan du læse mere om her.