
Joh Foto
Wróbel: Det er tid til at steppe op
20.10.2023 11:32
I søndags løb vi ind i den tredje sejrsløse kamp i streg i Gjensidige Kvindeligaen, da vi spillede 1-1 ude mod FC Thy-Thisted Q. For vores polske midtbanespiller Natalia Wróbel, som var med fra start i Nordjylland, var det en stor skuffelse, at holdet ikke kunne hive sejren i land.
- Vi var skuffede, fordi vi skulle have haft de tre point. De scorede det første mål, hvorefter vi forsøgte at kæmpe os tilbage. Det gjorde vi, da vi scorede i første halvleg, og den stod dermed 1-1. Vi prøvede fortsat at skabe flere situationer og udnytte dem, men vi scorede ikke. Det er trist og skuffende, men vi forsøgte det bedste, vi kunne, og vi var måske lidt uheldige.
- Det er selvfølgelig en svær tid for os som hold, for vi vil vinde ligaen, og det er vores mål. Men nogle gange er det hårdt, og det bliver ikke altid til tre point i hver kamp.
- Det er derfor, vi skal forsøge at spille os ud af denne hårde situation og prøve at forblive positive og stadig kæmpe for vores mål, kigge fremad og ikke være alt for skuffede, siger Natalia Wróbel.
Trods det uafgjorte resultat, kunne Wróbel undervejs i kampen nyde personlig succes. Det var nemlig hende, som bragte os tilbage i kampen med sin udlignende scoring.
- Det var mit første mål i denne sæson. Det er altid en god følelse, fordi du forsøger at yde dit bedste for at hjælpe holdet og vinde kampen. Jeg vil blive ved med at fortsætte det hårde arbejde og forsøge at score flere mål i de kommende kampe, lyder det fra Natalia Wróbel.
Fredag aften skal kvinderne forsøge at komme tilbage på sejrskurs, når vi gæster oprykkerne fra AaB på Aalborg Portland Park. Og for Wróbel er planen for opgøret klar.
- Jeg kan næsten ikke vente på kampen. Målet er tre point og at score mere end ét mål og selvfølgelig at forsvare godt og holde nullet rent defensivt.
- Det er selvfølgelig en udebanekamp. Det er anderledes, fordi vi elsker at spille hjemme foran vores fans med Brøndby-stemningen her, men vi tager dertil for at tage tre point og gerne have succes til den sidste kamp før landskampspausen, siger Natalia Wróbel, som også sætter ord på, hvad det vil betyde at kunne hive tre point med hjem til Vestegnen.
- Det vil være en virkelig dejlig følelse, for nu har vi tabt to kampe og spillet uafgjort, og så er det tid til at steppe op og vinde. Og så ser det også bedre ud med pointene, hvilket også er med til at skabe en positiv stemning. Det ville være super at gå ind til landskampspausen med succes og en positiv fornemmelse.
AaB rykkede op i Gjensidige Kvindeligaen i denne sæson efter et års fravær. Dog har Natalia Wróbel stiftet bekendtskab med dem tidligere, da vi tilbage i august vandt 4-2 over dem på Bane 2 i Brøndby. Her blev den 20-årige polak skiftet ind i anden halvleg.
- Det er et godt hold. De er nye i ligaen, fordi de rykkede op i Gjensidige Kvindeligaen i år, men de har både nogle gode unge spillere samt en række erfarne spillere.
- Vi skal være klar på dem, og vi ved, hvordan de spiller. Vi har forberedt os godt i denne uge, og jeg håber og ved, at vi vil være klar til i aften, slutter Natalia Wróbel.
Opgøret mod AaB sparkes i gang fredag den 20. oktober klokken 17:00, og du kan som altid streame kampen på Viaplay.
Natalia Wróbel er en af de i alt 11 Brøndby-kvinder, som skal på landsholdsopgave i den næste termin. Du kan læse et overblik over, hvem der skal i aktion her.