
Disse spillere skal afsted med landsholdet
19.10.2023 11:24
Efter vores kamp mod AaB fredag 20. oktober, er det blevet tid til sæsonens anden landsholdssamling. Flere af vores spillere skal på landsholdsopgave, og du kan herunder finde ud af, hvem der skal i aktion.
Kathrine Larsen
Danmark, A-kvindelandshold
Vores stærke keeper er endnu engang blevet udtaget til det danske landsholds forestående samling, hvor det gælder to Nations League-opgør mod først Island og siden Wales.
I Nations League-turneringen er der både OL-pladser samt bedre forudsætninger i næste års EM-kvalifikation på højkant.
De danske kvinder har indledt turneringen på lovende vis, da de gjorde rent bord i de foreløbige to kampe og topper gruppen foran Tyskland, Island og Wales. Ender danskerne som gruppevindere, gælder det en Final4-turnering, hvor de to bedste mandskaber får en billet til OL i Paris til næste sommer.
Larsen og resten af kvindelandsholdet gæster Island i Reykjavik fredag den 27. oktober. Kampen vises på DR2 med kampstart kl. 20:30.
Tirsdag den 31. oktober tager kvinderne imod Wales på Energi Viborg Arena i Viborg.
Kampen kan ses på DR1 med kampstart kl. 18:00.
Natalia Wróbel
Polen, A-kvindelandshold
Vores 20-årige kantspiller skal endnu engang i aktion for det polske landshold, som møder Serbien af to omgange i Nations League.
Fredag 27. oktober tager polakkerne imod Serbien hjemme i byen Tychy, mens Serbien fire dage senere agerer hjemmehold i byen Stara Pazova.
Både Polen og Serbien har gjort rent bord i deres Nations League-gruppe med hver seks point i de første to kampe.
Laura Hermann, Julie Madsen, Sofie Hornemann og Linnéa Borbye
Danmark, U23-kvindelandshold
Danmarks U23-landshold står i denne samling over for to venskabskampe mod først Spanien og siden Belgien. Her er Brøndby IF flot repræsenteret med hele fire spillere i truppen.
Laura Hermann, Julie Madsen, Sofie Hornemann og Linnéa Borbye gæster sammen med resten af U23-landsholdet Spanien på torsdag den 26. oktober. Stadion og klokkeslæt ligger endnu ikke fast.
Fire dage senere, den 30. oktober, ligger Skive Stadion græs til hjemmebaneopgøret mod Belgien. Kampstart er kl. 17:00, og du kan streame kampen på DBU TV.
Meryem Baskaya og Andrea Friis
Danmark, U19-kvindelandshold
Danmarks U19-landshold tager i denne landsholdssamling hul på kvalifikationen til EM i Litauen næste sommer.
Vores to forsvarsspillere Meryem Baskaya og Andrea Friis rejser med resten af landsholdet til Østrig, hvor de deltager i en miniturnering, som foruden værtsnationen også tæller Polen og Montenegro.
Alle hold møder hinanden en enkelt gang, og gruppens sidsteplads vil have udspillet sig sine chancer for at kvalificere sig til slutrunden, mens de resterende holds placeringer vil afgøre seedningen i næste runde af kvalifikationen.
Danmark møder først Polen den 25. oktober, mens de tre dage senere spiller mod Montenegro. Sidste opgør er mod værterne fra Østrig den 31. oktober.
Isabella Damm, Caroline Thane-Bisgaard og Melanie Frandsen
Danmark, U16-kvindelandshold
Også Danmarks U16-landshold står over for et par venskabskampe, når Sønderborg Stadion lægger græs til to kampe mod Tyskland i begyndelsen af November.
Her er både Isabella Damm, Caroline Thane-Bisgaard og Melanie Frandsen udtaget.
Første kamp spilles den 8. november kl. 18:00, mens det andet opgør spilles 11. november kl. 12:00.