
Thomas Nørgaard: Vi skal udnytte læringen fra de seneste kampe
19.09.2026 11:03
Søndag tager vi imod FC København hjemme på Brøndby Stadion til sæsonens første Derby, og her ser cheftræneren frem til opgøret, som også bliver hans første af slagsen i spidsen for Brøndby IF.
- Som træner er det virkelig et privilegie at stå i spidsen for den her klub til et Derby - og så endda hjemme på Brøndby Stadion. De her kampe er det største, vi kan mønstre herhjemme, og det er virkelig ikke noget, jeg tager for givet. Jeg glæder mig som en lille dreng for at være helt ærlig, fortæller Thomas Nørgaard.
- Det er klart, at der for vores vedkommende har været et kort optræk til den her kamp. Men vi har brugt dagene på at dosere de spillere, som fik masser af minutter i pokalkampen i torsdags, og så har vi kigget en masse taktisk video. Og så har vi vores sidste træning lørdag, hvor vi laver de sidste tweaks, og hvor vi også skal have udnyttet noget af al den læring, vi har fået over de seneste otte kampe.
Søndagens modstander kommer ind til Derbyet med flere sejre i bagagen, og derfor venter cheftræneren også et skarpt FC København-hold på Brøndby Stadion.
- FC København har været dygtige i den her sæson. Det er et hold, som har set kyniske ud oppe foran og ind i mellem lavet lidt om på deres formation undervejs i kampene. Og så har de spillet deres kampe på en sådan måde, at de har kunnet styre et resultat i havn til sidst, slutter Thomas Nørgaard.



