Praktisk info til søndagens Derby

18.09.2026 13:58

Søndag tager vi imod FC København i sæsonens første Derby på Brøndby Stadion med kampstart kl. 14:00.

I denne artikel giver vi et overblik over de vigtigste fan-informationer i forbindelse med afviklingen af søndagens Derby på Brøndby Stadion.

Kom i gult
Til hjemmekampen mod FC København opfordres alle Brøndby-fans til at finde de gule trøjer og halstørklæder frem, så vi kan farve Brøndby Stadion gult.

Er du som sæsonkortholder forhindret i at komme til søndagens Derby, kan du nemt og hurtigt frigive din plads her.

Tilbageholdelse og visitationszone
Københavns Vestegns Politi har til torsdagens kamp givet et påbud til Brøndby IF om at tilbageholde udeholdets fans på stadion i op til 60 minutter efter kampens afslutning.

Derudover har Københavns Vestegns Politi indført visitationszone ved Brøndby Stadion. Tiltaget sker for at forebygge uro og vold samt sikre tryghed og sikkerhed for fans og øvrige borgere i området.

Københavns Vestegns Politi gør samtidig opmærksom på, at der efter den seneste lovændring automatisk kan ske en strafskærpelse på op til 50 procent ved en række lovovertrædelser begået i forbindelse med arrangementet.

Visitationszonen gælder fra kl. 08:00 til kl. 21:30.

Læs mere om visitationszonen på Politiets hjemmeside her.

Afspærringer
I forbindelse med ankomsten af udeholdets tilskuere kan afspærringer forventes aktiveret cirka kl. 11:40 til 12:20 omkring Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard på den nordvestlige side af stadion, hvor den eneste indkørsel i bil er.

Afspærringerne åbnes igen hurtigst muligt efter ankomsten af udeholdets tilskuere.

Hvis man skal bevæge sig fra nord til syd og omvendt, skal det ske via Gammel Kirkevej, som er den vej, hvor man kan gå direkte fra Brøndby Rådhus til Hytten.