
Derbyet er tilbage - lad os sammen passe på det
21.05.2026 13:31
En kamp med Europa på spil. En ‘finale’ efter sæsonen. Og det første Derby i et halvt år.
Derbyet er tilbage. Denne gang om muligt med endnu mere på spil.
I Brøndby IF kan vi næsten ikke vente til klokken bliver 18.30 og sæsonens måske største kamp fløjtes i gang med den unikke stemning og rivalisering, der følger med fra to særlige fangrupper.
For første gang siden 2024 er begge klubbers farver i aften igen repræsenteret på tribunerne. Det i sig selv er en dag, vi har set frem til. Men med det følger også et ansvar. Et ansvar for ansvarlig adfærd, der sikrer trygheden for alle. Både før, under og efter kampen.
Følelser er en naturlig del af et Derby. Også de store af slagsen. De kommer i spil i aften. Det ved vi. Men vold, utryghedsskabende adfærd og en opførsel, der tilsidesætter andres sikkerhed, ve og vel er altødelæggende, uvelkomment og fuldkommen uacceptabelt.
Alle kan ikke gå glade hjem i aften. Det er kampens præmis. Men alle skal gå trygge og sikre hjem. Det er vores præmis.
Uden for banen er det allervigtigste, at aftenens kamp og tiden både før og efter forløber uden uroligheder, vold og utryghed. Så til alle, der skal på stadion: Kom, fest og støt. Men bliv indenfor grænserne.
De seneste knap to år har vi set, at det ikke er en selvfølge at have fans fra både F.C. København og Brøndby IF på stadion på samme tid. Det er ikke en ret. Det er et privilegie, som lynhurtigt kan forsvinde igen. Det må ikke ske.
Vi ses i aften til en fantastisk kamp! Kom i god tid og hold dig opdateret på al praktisk fan info her.