
Praktisk info til Derby på Brøndby Stadion
20.05.2026 06:58
Torsdag samles vi på Brøndby Stadion til den sidste kamp i sæsonen, når vi møder FC København i en direkte duel om en billet til europæisk fodbold til sommer.
I denne artikel giver vi et overblik over de vigtigste faninformationer i forbindelse med afviklingen af torsdagens playoff-kamp på Brøndby Stadion.
Kom i gult
Til hjemmekampen mod FC København opfordres alle Brøndby-fans til at finde de gule trøjer og halstørklæder frem, så vi kan farve Brøndby Stadion gult.
Er du som sæsonkortholder forhindret i at komme til torsdagens kamp, kan du nemt og hurtigt frigive din plads her.
Tilbageholdelse og visitationszone
Københavns Vestegns Politi har til torsdagens kamp givet et påbud til Brøndby IF om at tilbageholde udeholdets fans på stadion i op til 60 minutter efter kampens afslutning.
Derudover har Københavns Vestegns Politi indført visitationszone ved Brøndby Stadion. Tiltaget sker for at forebygge uro og vold samt sikre tryghed og sikkerhed for fans og øvrige borgere i området.
Visitationszonen gælder fra torsdag den 21. maj klokken 12.30 til fredag den 22. maj klokken 02.00.

(Politiets visitationszone ved Brøndby Stadion)
Læs mere om Politiets visitationszone på torsdag på Politiets hjemmeside.
Afspærringer
I forbindelse med ankomsten af udeholdets tilskuere kan afspærringer forventes aktiveret cirka kl. 16:30 til 17:10 omkring Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard på den nordvestlige side af stadion, hvor den eneste indkørsel i bil er.
Afspærringerne åbnes igen hurtigst muligt efter ankomsten af udeholdets tilskuere.
Hvis man skal bevæge sig fra nord til syd og omvendt, skal det ske via Gammel Kirkevej, som er den vej, hvor man kan gå direkte fra Brøndby Rådhus til Hytten.

Lad bilen stå og ankom i god tid
Vi opfordrer alle Brøndby-fans til at tage cyklen, offentlig transport eller komme til fods til Derbyet. Fans som ankommer i bil opfordres til at parkere i området syd for Brøndby Stadion.
Vi opfordrer ligeledes til, at Brøndby-fans ankommer i god tid, da der med sikkerhedstiltagene og afspærringerne forventes øget trafik omkring stadion samt pres på indgangene.
Tag derfor afsted mod stadion i god tid og nyd timerne op til kampstart i vores fanzoner og -lounges.
Billister skal desuden være opmærksomme på, at der i forbindelse med vejarbejdet på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard vil være reduceret hastighed på kørebanerne til og fra stadion. Vejdirektoratet og Brøndby Kommune har dog informeret Brøndby IF om, at alle kørebaner vil gøres farbare til kampen.
Efter kampen
Som følge af påbuddet fra Københavns Vestegns Politi vil udeholdets fans blive tilbageholdt i op til 60 minutter efter kampens afslutning.
Når tilbageholdelsen er afsluttet, vil afspærringerne omkring Borgmester Keld Rasmussen Boulevard på stadions nordvestlige side igen blive aktiveret, indtil udeholdets fans har forladt området forsvarligt.
Vi opfordrer derfor Brøndby-fans til at forlade stadionområdet inden tilbageholdelsen ophæves, så man ikke bliver påvirket af afspærringerne.
Tryg kampoplevelse på Brøndby Stadion
Som beskrevet i det fælles ordensreglement i 3F Superligaen, er det ikke tilladt for fans af udeholdet at have billet til andre afsnit end det dedikerede udebaneafsnit.
Man må altså ikke vise tydelig sympati med udeholdet på Brøndby IF's afsnit. Fans af udeholdet på Brøndby IF's afsnit vil blive stoppet ved indgangen eller bedt om at forlade stadion og se kampen andetsteds for sikkerheden og tryghedens skyld.
Fik du ikke sikret dig en billet?
Har du endnu ikke fået fat i en billet, kan du stadig være heldig.
Fra torsdag kl. 09:00 og frem mod kampstart vil der løbende blive frigivet billetter fra fans, der ikke selv har mulighed for at deltage.
Husk at frigive din plads, hvis du ikke kan komme
Vi opfordrer alle sæsonkortholdere og billetabonnenter til at frigive deres plads, hvis de er forhindrede i at deltage. Sammen kan vi sikre den bedst mulige kulisse til en af sæsonens helt store kampe.



