
Oktober byder på masser af oplevelser for unge Brøndby-fans
30.09.2025 10:31
Meet’n Greet med Villadsen og Ambæk, Kulturnat, panna-turnering og dobbeltkamp på Brøndby Stadion.
Oktober byder på en række spændende tilbud for unge Brøndby-fans, og i denne artikel kan du få et overblik over aktiviteterne.
- Tor. 2. okt. - Eksklusiv Meet’n Greet med Ambæk og Villadsen
- Fre. 3. okt. - Kulturnat på Brøndby Stadion
- Tor. 16. okt. - Åbent hus i Familie Lounge med panna-turnering
- Søn. 19. okt. - Dobbeltkamp på Brøndby Stadion - U18 på Sydsiden
Læs nærmere om de mange tilbud herunder.
Tor. 2. oktober - Eksklusiv Meet’n Greet med Ambæk og Villadsen
På torsdag åbner vi Familie Lounge for et helt særligt arrangement, for her får du nemlig muligheden for at møde Jakob Ambæk og Oliver Villadsen til en eksklusiv Meet’n Greet.
De to spillere vil fortælle om deres hverdag i Brøndby IF, deres vej til Superliga-fodbold op gennem ungdomsrækkerne samt give tips til unge spillere med store drømme.
Du kan stille spørgsmål, tage billeder og få autografer - alt sammen i en hyggelig og uformel atmosfære. Bemærk, at eventet kun er for de 13-17 årige.
📍 Familie Lounge
🕙 Gratis adgang - kræver tilmelding
➡️ Tilmeld dig her
Fre. 3. oktober - Kulturnat på Brøndby Stadion
Fredag aften er det Kulturnat i Brøndby Kommune - og Brøndby Stadion slår dørene op til en unik oplevelse.
Drømmer du om at opleve stadion uden for kampdage, så er dette din chance. Tag familien eller venner med, og gå på opdagelse i afkroge af stadion, du normalt ikke ser, scan QR-koder med små historier og oplev stemningen på en helt ny måde.
Vi byder velkommen kl. 17:00 i hovedindgangen, som ligger ved siden af Brøndby Shoppen, som holder åbent til kl. 19:30 i dagens anledning.
På 1964 Park fløjtes kampen i gang mod FC Nordsjælland kl. 19:00, og husk at du som medlem af Brøndby Junior har mulighed for at trække en gratis billet.
📍 Brøndby Stadion 30
🕙 Kl. 17:00–20:00
➡️ Læs mere om Kulturnatten
Tor. 16. oktober - Åbent hus i Familie Lounge i efterårsferien med panna-turnering
Som altid inviterer vi til Åbent Hus i Familie Lounge i efterårsferien. Kom og prøv kræfter med en panna-turnering, hvor du kan teste dine tekniske færdigheder, vind flotte præmier - eller hep på dine venner. Hold øje med Brøndby Junior på Instagram for mere info om format og præmier.
Derudover byder dagen på en masse andre aktiviteter for børn og unge: hoppepuder, skattejagt, konkurrencer og guidede børne-rundvisninger (eksklusivt for Brøndby Junior-medlemmer), hvor du kan opleve Brøndby Stadion på en lidt anderledes måde.
Nanok deler også krammere ud i løbet af dagen, og både herre- og kvindeholdet træner omkring Familie Lounge, hvor det er muligt at købe et stort autografkort inde i baren i Familie Lounge.
Hold jer opdateret på Brøndby Junior på Instagram for mere information.
📍 Familie Lounge
🕙 Kl. 10:00–14:00
Søn. 19. oktober - Dobbeltkamp på Brøndby Stadion - U18 på Sydsiden
Som afslutning på en måned med fede ungdomsaktiviteter inviterer vi til dobbeltkamp på Brøndby Stadion. Køb din billet her.
Søndag 19. oktober inviterer Brøndby IF til en særlig kampdag, hvor både Brøndby Women og Brøndby IF’s Superligahold møder AGF på græstæppet på Brøndby Stadion.
Først spiller kvinderne kl. 12:30, mens herrerne spiller kl. 16:00. Begge hold møder AGF, og mellem kampene kan man tage i Fanzonen.
Er du mellem 13-17 år har du igen mulighed for at se begge kampe fra Sydsiden. Kom kl. 12:00 eller kl. 14:30 og bidrag til den gode stemning inde på Brøndby Stadion.
Køb billetter til U18 på Sydsiden her.
Vi glæder os til at se en masse unge fans og deres familier til et oktober-program fyldt med blågule oplevelser og fællesskab.
Informationer bliver løbende opdateret inde i vores kampguide.