Oplev Brøndby Stadion på Kulturnatten

23.09.2025 14:10

Fredag 3. oktober er der kulturnat i Brøndby Kommune fra kl. 17 til 20, og i den forbindelse slår Brøndby IF dørene op til et unik kig ind bag kulisserne på Brøndby Stadion.

Der er gratis entré, så tag familien, naboen eller gode venner med og oplev Stadion, som du normalt ikke gør på kampdage. Gå med på en rute rundt på Stadion i dit eget tempo, som starter ved hovedindgangen og slutter i Familie Fanzonen.

Undervejs kan du finde og scanne forskellige QR-koder, som fortæller små historier om stadionets arkitektur, klubbens historie eller om spillernes rutiner bag kulisserne.

Ruten slutter i Familie Fanzonen, hvor vores maskot Nanok står klar til at dele krammere og highfives ud til både børn og voksne, ligesom alle børn modtager en gratis Brøndby-tatovering.

Undervejs på ruten kan du opleve:

  • VIP-loungerne Vilfort Lounge, Europa Lounge og Michael Laudrup lounge.
  • Pokalskabene med de mange forskellige pokaler
  • Spillernes omklædningsrum
  • Spillertunnellen, hvor spillerne står før en kamp
  • Udskiftningsboksen, som du kan prøve at sidde i.
  • Capo-tårnet på Sydsiden
  • Familie Loungen

Undervejs vil der selvfølgelig være mulighed for at tage billeder.

Som prikken over i’et kan du opleve Brøndby Women - FC Nordsjælland, der fløjtes i gang på 1964 Park kl. 19:00. Perfekt, hvis du vil kombinere en kultur-oplevelse med fodbold.

Vi glæder os til at se jer til Kulturnatten. 

Om Kulturnatten i Brøndby
Den første fredag i oktober blænder Brøndby Kommune op for den årlige kulturnat. Aktiviteterne er samlet om centrale steder i kommunen, og det hele er gratis.

Det er ligeledes muligt at tage de gratis Kulturnatsbusser rundt, så man får det hele med.

Se hele programmet og find inspiration til andre oplevelser i området på Brøndby Kommunes hjemmeside.