![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/ypkcqaxx/call_me_vallys_2.jpg?width=2560)
Mænds mentale trivsel: Nicolai Vallys' historie
11.02.2025 10:17
Alt for mange mænd går gennem livet uden at tale højt om det, der er svært. Faktisk har en fjerdedel af danske mænd sjældent eller aldrig en dyb samtale.
Derfor sætter Brøndby IF og Call me hele denne uge fokus på mænds mentale trivsel samt vigtigheden af at åbne op og række ud, når livet gør ondt. Læs mere om kampagnen her.
For Nicolai Vallys blev efteråret 2023 et vendepunkt. Han valgte nemlig at række ud.
En erkendelse, der i sidste ende hjalp den 28-årige midtbanespiller til at forstå sig selv og sine udfordringer gennem sit liv bedre.
I denne artikel deler han sin oplevelse med sin ADHD-diagnose, og hvordan den har påvirket hans liv – både på og uden for banen.
- Jeg blev jo udredt for ADHD for over et års tid siden, og det har været godt for mig at blive udredt, da det har været med til at give mig noget klarhed over nogle ting. Jeg har altid gennem mit liv tænkt, at jeg havde det svære end andre i skolen, og sværere ved at sidde stille, fortæller Vallys og uddyber:
- Jeg tror altid, jeg har følt mig lidt anderledes i forhold til andre, uden sådan helt at have vidst, hvad det helt præcis var. Jeg havde en bekendt, som arbejdede for en psykiater, og hun sagde ofte, at jeg skulle prøve at gå videre med det og blive udredt. Og så gik det hen ad vejen lidt op for mig, at måske kunne der være noget om det, fortæller han og kommer med nogle eksempler fra sit liv:
- Jeg husker ofte om aftenen, når vi f.eks. havde spist og lige ligget ned i et lille stykke tid, så skulle jeg op, og så begyndte jeg at rykke rundt i lejligheden sent på aftenen. Men det var lige så meget det med at sætte en struktur for mig selv og endda små ting, der var svært for mig, og svært at få gjort færdigt.
Som tiden gik havde Vallys fortsat tanken i baghovedet, indtil han begyndte at læse mere og mere om symptomer på ADHD.
- Jeg begyndte at læse, hvad ADHD var, og hvilke symptomer, der kunne være, og ret hurtigt kunne jeg genkende rigtig mange ting fra mit eget liv. Før kunne jeg måske godt gå og dunke sig selv lidt oven i hovedet og være lidt skuffet over, at jeg ikke fik gjort det og det. Men så jeg undersøgte det, og det gav mig en masse aha-oplevelser i begyndelsen.
Fodboldens struktur som en fordel
Struktur og faste rammer har været en afgørende faktor for Nicolai Vallys, når det kommer til at håndtere ADHD i hverdagen. Her har fodbolden nemlig spillet en vigtig rolle, fortæller han.
- Faktisk er det på den måde godt for mig at være i fodboldverden, for der er en klar struktur for mig.
- Jeg ved, hvornår jeg skal møde hver dag, at jeg skal spise ordentligt og på et bestemt tidspunkt, og jeg får en sund og varieret morgenmad og frokost her i klubben, for det er nødvendigt for, at man kan præstere på sit ypperste.
At vise sårbarhed er en styrke
I en verden, hvor mænd ofte forbindes med at være stærke og selvsikre, mener Vallys, at det er vigtigt at turde tale åbent om sine udfordringer.
- Jeg tror især i den branche, som jeg kommer fra, der kan det ofte godt være meget overfladisk, og man skal som mand udstråle selvtillid, at man er macho, og man ikke må vise sårbarhed. Så jeg tror helt sikkert, at mænd generelt har sværere ved at vise sårbarhed og række ud, hvis de har brug for hjælp.
Vallys føler, at det at han rakte ud og endte med at blive udredt for ADHD gav ham en større indsigt i sig selv som menneske.
- Jeg føler, jeg fik en forklaring på rigtig meget, og jeg lærte rigtig meget om mig selv, og der var mange ting, som pludselig faldt på plads for mig. Så det gav mig jo også en masse selvværd, og det gav mig helt klart en fornyet styrke.
- Men jeg synes helt sikkert, at det, at man deler ud af sårbare emner, viser enorm meget karakter, og at man er stærk og hviler i sig selv, at man tør gøre det. Mit budskab er, at hvis noget går og fylder for en og måske endda tynger en i sin tilværelse, så er det vigtigt at få snakket med nogle om det og række ud efter hjælp, hvis man har behov for det, slutter han.
Den bedste forbindelse er den, vi har med hinanden. Lad os tage de dybe samtaler og sikre, at ingen står alene. Læs mere på callhim.dk og vær en del af samtalen.
Vind en oplevelse, du kan dele med andre
I forbindelse med kampagnen udlodder Call me samtidig præmier, hvor du bl.a. kan vinde en VIP-oplevelse for to til en 3F Superliga-kamp på Brøndby Stadion.
Se hvordan du deltager her.