Brøndby IF og Call Me sætter fokus på mænds mentale trivsel

10.02.2025 10:00

Alt for mange mænd går gennem livet uden at tale højt om det, der er svært. Faktisk har en fjerdedel af danske mænd sjældent eller aldrig en dyb samtale.

I Brøndby IF ved vi, at det ikke behøver at være sådan.

Ingen skal stå alene med deres indre kampe, for gennem ærlige snakke og stærke forbindelser kan vi støtte hinanden – både på og uden for banen.

Derfor er vi gået sammen med Call me, hvor vi hele denne uge sætter fokus på mænds mentale trivsel samt vigtigheden af at åbne op og række ud, når livet gør ondt.

Sammen med Call me ønsker vi nemlig at skabe et trygt rum, hvor det er okay at tale om, når livet gør ondt.

Administrerende direktør, Ole Palmå, fortæller om kampagnen:

- Vi er glade for, at vi sammen med Call me kan bruge vores store stemme til at sætte fokus på et så vigtigt emne som mental trivsel, og ved at bruge vores platforme til at fremme samtalen om lige netop dette område, kan vi forhåbentlig være med til at nedbryde nogle af de barrierer, der forhindrer særligt mænd i at søge hjælp. Det er ikke et tegn på svaghed at række ud – tværtimod.

- Vi har 'Aldrig Alene' stående på facaden af Brøndby Stadion, og dette gælder ikke kun på stadion - men også i livet generelt. Vi vil gerne vise, at ingen skal stå alene med deres problemer, og at der altid er hjælp at hente, når man rækker ud. Selv de stærkeste atleter har deres kampe, og vi ønsker at inspirere andre og vise, at der er en styrke i at række ud og åbne op.

Spillere deler personlige historier
I løbet af ugen vil vi dele historier med et par af vores spillere, som modigt åbner op og deler deres personlige kampe, som de selv kæmper eller har kæmpet. 

Historierne er ment som en kilde til inspiration og et håb for andre, der måske går gennem lignende perioder, hvor det mentale overskud er småt, og hvor det kan føles svært at finde styrken til at række ud.

Den bedste forbindelse er den, vi har med hinanden. Lad os tage de dybe samtaler og sikre, at ingen står alene. Læs mere på callhim.dk og vær en del af samtalen.

Vind en oplevelse, du kan dele med andre
I forbindelse med kampagnen udlodder Call me samtidig præmier, hvor du bl.a. kan vinde en VIP-oplevelse for to til en 3F Superliga-kamp på Brøndby Stadion.

Se hvordan du deltager her.