Billetinformation til hjemmekampen mod AaB

19.11.2024 12:44

Ligesom seneste kamp mod FC Nordsjælland vil vores næste hjemmekamp mod AaB, som spilles fredag 29. november, også være berørt af tilskuerstraffen fra Disciplinærinstansen.

Straffen indebærer, at Sydsiden lukkes for alle tilskuere, mens der vil være en begrænsning af den samlede kapacitet på Brøndby Stadion til maksimalt 14.000 tilskuere.

Vi har i denne artikel samlet praktisk billetinformation om kampen, mens billetinfo til pokalkvartfinalen hjemme mod AGF vil blive meldt ud i ugerne op til kampen.

Vi håber på forståelse fra alle vores fans i denne ekstraordinære situation og for de gener, det medfører.

Lukkede afsnit til kampen
Dommen indebærer, at afsnit på Sydsiden helt skal lukkes for tilskuere. Dette gælder følgende afsnit:

  • S1 (Sydsiden Nedre)
  • S126 + S127 + S128 + S129 (Sydsiden Øvre stemningsafsnit)

Du kan finde en oversigt over Brøndby Stadions afsnit her: Se oversigt

Har du sæsonkort i et af de nævnte afsnit, vil dit sæsonkort ikke give adgang til kampen. Du kan længere nede i artiklen læse om mulighed for at trække en ny billet til kampen.

For at imødekomme den maksimale kapacitet på 14.000 tilskuere - samt af sikkerhedsmæssige årsager - vil følgende afsnit også blive lukket:

  • V106 + V107 (Sparekassen Kronjylland Tribunen Tårn 6 og 7)
  • Ø116 (HRH Svinget)

Sæsonkortholdere i disse berørte afsnit vil blive kontaktet direkte på mail med tilbud om en ny plads til denne kamp.

Sæsonkort i alle andre afsnit er gyldige som normalt
Alle sæsonkort i andre afsnit end dem, som er nævnt ovenfor, er gyldige og aktive til kampen.

Vi opfordrer kraftigt til at frigive din sæsonkortplads, hvis du ikke kan eller ønsker at komme til kampen hurtigst muligt. Jo flere sæsonkortholdere som frigiver deres plads til kampen, jo flere pladser kan vi tilbyde til de mange tusinde fans, som ellers ikke kan få tilbudt en billet.

Se hvordan du frigiver din sæsonkortplads.

Tilgængelige billetter til billetabonnenter og annullerede sæsonkortpladser
Vi forventer at kunne tilbyde omkring 4.000 pladser til vores billetabonnenter samt til sæsonkortholdere, som har fået annulleret deres plads. 

Pladserne vil blive tilbudt til alle med følgende produkter:

  • Billetabonnement Sydsiden
  • Billetabonnement Stadion
  • Sæsonkort i de lukkede afsnit på Sydsiden

Pladserne vil blive udbudt mandag 25. november kl. 13.00 via billet.brondby.com, og alle involverede vil modtage en mail med praktisk information få timer inden.

Salg af resterende pladser på kampdagen
Fredag 29. november vil eventuelle resterende pladser blive udbudt i åbent salg. Er man en del af ovenstående grupper, men ikke har fået billet, så vil man kunne trække sin gratis billet der. 

Det vil ikke på noget tidspunkt være muligt at trække/købe billetter i Brøndby Shoppen.

Kompensation til fans uden billet
Når de tre kampe underlagt denne dom fra Disciplinærinstansen er afviklet, vil der blive udmeldt information om en eventuel kompensation til sæsonkortholdere og billetabonnenter, som ikke kan få adgang til en eller flere af de tre kampe. 

Ingen tildeling af Fanscore til kampen
Det er besluttet, at der ikke vil blive tildelt Fanscore-point for de kampe, som er underlagt restriktioner, så ingen mister point og placeringer grundet annullerede billetter eller sæsonkort.

Fremmøde vil stadigvæk blive registreret som vanligt, men uden Fanscore-point. Så det er stadig vigtigt at holde øje med, om man har fået registreret sit fremmøde på Mit Brøndby, og ellers kontakte os senest 14 dage efter kampen på [email protected]