Stort antal talenter på U-landsholdene glæder Masterclass-chef
15.09.2023 07:52
Hele 14 Masterclass-talenter har i landsholdspausen været afsted på de danske ungdomslandshold, der bød på både debuter samt adskillige mål og assists.
Du kan læse et overblik over vores spilleres præstationer i landsholdsdragten lige her.
Oversigt over Masterclass-talenter på de danske U-landshold.
Danmark U21: 2 spillere
Danmark U19: 4 spillere
Danmark U18: 2 spillere
Danmark U17: 3 spillere
Danmark U16: 3 spillere
Head of Coaching i Masterclass, Bjørn Holm, er begejstret over antallet af Masterclass-spillere, der har været i aktion i den rødhvide trøje. Han tilføjer, at spillerne ligeledes får noget international matchning, som ikke er mulig at give i den daglige træning
- Der er jo en anerkendelse i, at vi har nogle dygtige spillere i vores system. Så på den måde er det et skulderklap. Men der, hvor vi får noget ud af det, det er jo, at spillerne får nogle gode erfaringer ud af det. Udfordringer og oplevelser, som er svære at give spillerne her. At komme ind i en ny setting og skulle præstere der og få noget international matchning. Så der er et spændende produkt forbundet med det at komme ud med ungdomslandsholdet, som er meget positivt.
- Vi skal være opmærksomme på, at det forhåbentligt ikke slukker en drøm hos en dreng, at han ikke lige er med næste gang. Så vi skal være opmærksomme på, at vi ikke bare siger “det var dejligt, at vi nu spiller landskamp”, men at vi er opmærksomme på, at vi bruge det på den rigtige måde, for så er det netop en rigtig god udfordring, en rigtig god mulighed, en rigtig god erfaring for de her spillere, fortæller Bjørn Holm.
Debut på Brøndby Stadion er første prioritet
Glæden og stoltheden er selvfølgelig stor over de mange U-landsholdsudtagelser, men ifølge Bjørn Holm er det overskyggende mål, at Masterclass-spillerne udvikles til at kunne debutere for vores førstehold i fremtiden.
- Det er klart at stoltheden ville være endnu større og skulderklappet ville være endnu større, når de får debut på Brøndby Stadion og eventuelt tager A-landsholdstrøje på på et tidspunkt. Det er målet, at de slår igennem på seniorniveau og ikke, at de præsterer godt på ungdomsniveau alene, så vi skal også tage det sidste skridt.
- Men vi er glade for den udvikling, vi ser, og at der er skulderklap til de her spillere, som er superdygtige og har gjort det godt. Det er vi glade og stolte over, fortæller Bjørn Holm, som understreger, at det overskyggende mål er, at spillerne for debut inde på stadion.
- Vores overskyggende mål er at få dem ind på Brøndby Stadion, det er jo det, der er vores drøm.
Stærke landsholdspræstationer i september
Inden spillerne skulle nå så langt at optræde for vores førstehold, glæder Bjørn Holm sig dog over de præstationer, Masterclass-spillerne har leveret i denne landsholdspause.
- De har jo faktisk også sat et markant aftryk på de kampe, de har spillet. De har faktisk lavet mange mål og mange assists og så videre, vores drenge. Det er jo også flot, at de sætter et aftryk, når de er afsted.
- Oscar Schwartau har lavet mål, Lukas Larsen har fra venstrebacken lavet to mål og Malek Bakhit, Danial Riaz, Phillip Søndergaard og André Escobar har alle assisteret. Der er mange flotte aftryk, synes jeg. Danial Riaz og Clement Bischoff fik også debut, så det er jo fedt, slutter Bjørn Holm.