Omoijuanfo: En meget motiveret gruppe spillere
29.06.2023 05:55
Spillerne er atter tilbage på træningsanlægget på Brøndby Stadion, og her har truppen i de sidste par dage været igennem tests og masser af løb i Brøndby Skoven, mens de tirsdag havde første træning på græs.
Ohi Omoijuanfo er glad for at være tilbage i vante rammer, hvor han kan mærke, at der er stor motivation blandt holdkammeraterne.
- Vi var skuffede i truppen, da vi afsluttede sidste sæson. Vi følte, at med den trup og de spillere vi har, så kunne vi opnå meget mere, end det vi viste. Så det er en meget motiveret gruppe spillere, som mødte ind til træning i mandags, og som er klar til at vise vores niveau. Alle er virkelig klar til at slå tilbage og vise Brøndby fra en meget bedre side, fortæller angriberen som sætter ord på, hvordan det er at være tilbage:
- Det er utrolig dejligt at komme i gang igen og se drengene. Det var jo ikke så lang en ferie, men vi elsker jo at spille fodbold, så det er dejligt at være tilbage i de her rammer. Det har selvfølgelig været en hård uge indtil videre med tests og løb, men det er sådan det skal være. Og i de kommende uger bliver det kun endnu hårdere, så vi kan stå klar til sæsonstarten, så det er bare med at klø på.
"Alle er virkelig klar til at slå tilbage og vise Brøndby fra en meget bedre side"
- Ohi Omoijuanfo
Og netop for at få spillerne klar til sæsonstarten er der planlagt fire træningskampe, hvor den første spilles 6. juli mod Hillerød efterfulgt af to kampe mod gode modstandere på træningslejren.
- Vi starter jo med at møde Hillerød, som selvfølgelig er en modstander på en lavere hylde, og så kommer kampene mod Swansea og Crystal Palace, som bliver en stor test. Så det er nogle spændende modstandere, vi skal møde her i de kommende uger, og jeg glæder mig især til kampen mod Crystal Palace, som er et rigtig dygtigt Premier League-hold.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den norske angriber havde en fornem første sæson på Vestegnen, hvor han stod for 13 sæsontræffere, og selvom han ikke har specifikke mål for den kommende sæson, så håber han på, at han får endnu bedre styr på kroppen, så han undgår små skavanker.
- Jeg har ikke som sådan sat mig nogle mål, men først og fremmet så er det vigtigt for mig at opretholde den form, jeg afsluttede sæsonen med. Det startede lidt op og ned for mig her i Brøndby med nogle skader, så mit mål er at få styr på kroppen, så jeg hele tiden kan træne med på fuld tid i træningerne, fortæller Omoijuanfo, som også håber på at få endnu bedre relationer på banen til de nærmeste offensive spillere.
- Jeg glæder mig også til at få endnu bedre indbyrdes relationer med primært de offensive spillere på banen, for Kvistgaarden, Vallys, Hedlund og jeg har jo ikke spillet så længe sammen igen, så det glæder jeg mig til at bygge videre på. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at møde Crystal Palace, for det er altid sjovt at møde et dygtigt Premier League-hold som dem, slutter han.
Du kan læse programmet for opstarten lige her.