Programmet for sommeropstarten 2023

23.06.2023 08:38

I starten af juni blev der sat punktum for 3F Superliga-sæsonen 2022/23, og herefter gik spillerne på tre ugers ferie for at lade batterierne op forud for den kommende sæson, undtagen de af spillerne som var udtaget til deres respektive landshold.

Første træningsdag i den nye sæson er mandag 26. juni, hvor de af spillerne (som ikke har været med landsholdene) møder ind til de sædvanlige tests og målinger efterfulgt af træninger og løb i skoven.

Efter et par uger på græs herhjemme rejser truppen så afsted på dette års træningslejr, som finder sted i England med afrejse 8. juli.

Vi spiller fire træningskampe i løbet af opstarten, hvoraf to af dem spilles på træningslejren. Første kamp spilles før afrejse, hvor modstanderen er Hillerød og kampen spilles her i Brøndby. På træningslejren i England spiller vi først mod Swansea City, der til dagligt spiller i Championship, som er den engelske 1. division.

Herefter skal vi spille mod Premier League mandskabet Crystal Palace, som vi spillede 1-1 mod tilbage i 2020, hvor vi ligeledes mødte dem i en træningskamp. Den sidste træningskamp spilles i Brøndby dagen efter hjemrejsen og her er modstanderen B93.

Vi streamer træningskampene mod Hillerød, Crystal Palace og B93 live på Brøndby TV, mens træningskampen mod Swansea desværre ikke må streames, da Swansea ønsker at spille kampen for lukkede døre og uden stream. Vi vil dog vise udvidede højdepunkter fra kampen på Brøndby TV. 

Du kan få et overblik over vigtige datoer her:

26. juni: Spillerne møder ind
6. juli: Træningskamp mod Hillerød (i Brøndby)
8. juli: Afrejse til træningslejr
11. juli: Træningskamp mod Swansea City
15. juli: Træningskamp mod Crystal Palace
16. juli: Hjemrejse fra træningslejr
17. juli: Træningskamp mod B.93 (i Brøndby)
23. juli: 3F Superliga-start ude mod Silkeborg IF

Der tages forbehold for ændringer i programmet.