Lauritsen: Dejligt at komme i gang igen
27.06.2023 11:36
Mandag mødte spillerne ind til opstarten forud for den kommende sæson i 3F Superligaen, og forsvarsspiller Rasmus Lauritsen ser frem til at komme i gang igen efter nogle ugers ferie.
- Det er rart at være tilbage med lidt kontrast fra en ferie, hvor man selvfølgelig har skruet ned for træningen og måske ikke tænker helt så meget over, hvor meget man træner og spiser i en ellers normal striks hverdag. Så jeg føler, det er positivt at komme ind i den der rytme igen. Men det er klart, at langt størstedelen af dagene er meget hårde, for det er jo for at komme i form, at vi træner så hårdt, som vi gør, fortæller Lauritsen, som dog i sidste ende værdsætter den hårde træning.
- Det er jo det hele værd, når man står knivskarpt og spiller foran et fyldt Brøndby Stadion, og man vinder på grund af det hårde arbejde. Lige nu er det selvfølgelig træningskampene, vi ser frem til mellem vores træningspas, men det gælder bare om at give den fuld gas for os spillere her i opstarten.
Det endte med en femteplads i den netop afsluttede sæson, og for Rasmus Lauritsen, som kom i vinterens transfervindue, betyder det meget, at han er med fra sæsonenstarten denne gang.
- Jeg er rigtig glad for at være med fra starten af denne sæson, og det at jeg kan være med til at bygge noget op. Det tror jeg kommer til at gavne os alle sammen, for vi var jo en del nye i truppen i vinter, og vi kom måske ikke helt ind i det flow, vi gerne ville, for det tager bare tid, fortæller han og uddyber om foråret:
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Jeg synes egentlig, at vi viste i glimt i sidste sæson, at vi havde et rigtig højt topniveau. De kampe vi tabte i Mesterskabsspillet, de var egentlig rigtig tætte, og vi fik også hevet okay med point hjem.
- Men det er klart, at der var ikke nogle af os spillere, som var tilfredse med sæsonen, for vi forventer meget mere af os selv.
"Det er jo det hele værd, når man står knivskarpt og spiller foran et fyldt Brøndby Stadion"
- Rasmus Lauritsen
Holdet skal fungere som en enhed
I sommer kom der en lille håndfuld nye spillere til truppen, men selvom der kommer nye spillere til, mener Lauritsen, at det er vigtigt med gode relationer.
- Vi har en god gruppe spillere i den her trup. En ting er at have gode spillere, men det er også vigtigt at have relationerne til hinanden på og uden for banen, for så kommer der bedre flow i tingene. Ofte tænker folk, at med gode spillere kommer der automatisk gode resultater, men sådan er det bare ikke altid.
- Det gælder om at få en enhed til at fungere i fodbold, og jo længere tid man har spillet sammen, jo nemmere og bedre kører det - og det tror og håber jeg også på, at vi kommer til at se i den kommende sæson.
Wales og England er destinationen, når truppen 8. juli tager på træningslejr, og her ser forsvarsspilleren især frem til at spille de to træningskampe.
- Det bliver sjovt at komme på træningslejr i det britiske og spille mod Swansea og Crystal Palace, som er to rigtig dygtige modstandere. Det er altid fedt at opleve noget nyt, og det er altid spændende at komme ud i nye omgivelser, for så efterfølgende at komme hjem og stå klar til sæsonstarten.
Du kan se spillernes program for de kommende uger samt læse mere om træningslejren og træningskampene her.