Radosevic inden SIF: Vi har god kvalitet i truppen

20.07.2023 12:56

På søndag går turen til Søhøjlandet, hvor vi indleder Superliga-sæsonen 2023/2024 på udebane mod Silkeborg IF.

Vores kroatiske midtbanekriger Josip Radosevic ser frem til, at bolden igen triller i 3F Superligaen, og han har samtidig stor tiltro til, at det kan blive en god sæson.

- Alle er spændte og glæder sig til at komme i gang med Superligaen igen. Jeg synes, vi har en del at se frem til denne sæson med en udmærket afsluttende fase på sidste sæson, fans og forstærket motivation. Der er meget, der går vores vej for tiden, og vi skal bruge denne gejst i vores spil og nyde at spille fodbold, samtidig med vi skal være koncentreret og tage én kamp ad gangen, én træning ad gangen, én dag ad gangen. Gør vi det, så tror jeg, at det kan blive en rigtig god sæson for os, fortæller midtbanespilleren.

Radosevic har stået overfor de rødblusede adskillige gange efterhånden, og han ved, at det ikke bliver ikke nogen nem opgave, når dommerens fløjte lyder på JYSK Park i Silkeborg.

Drengene fra Vestegnen skal spille op til deres bedste, hvis det skal blive til sejr i sæsonpremieren, ifølge kroaten.

- Lige meget om det er hjemme eller ude, så er det altid en svær kamp, når vi møder Silkeborg. Det ved vi, og det er vi nødt til at forberede os på. Det er et godt hold, og vi skal have respekt for dem, men vi ved også, at vi har nok kvalitet i truppen til at slå dem. Vi skal bare sørge for at bringe den kvalitet på banen. Alle på holdet skal gøre deres ypperste og udnytte chancerne, hvis vi vil tage tre point med hjem til Vestegnen, men det ved vi, at vi er i stand til.

Vil fortsat jagte spilminutter
Den 29-årige kroat har båret den blågule trøje i en årrække og er blandt de mest erfarne Brøndby-spillere i truppen.

I Mesterskabsspillet i den forgangne sæson fandt cheftræner Jesper Sørensen flere startpladser til Josip Radosevic, og midtbanespilleren nyder hvert et minut, han får, og vil kæmpe for mere spilletid i den nye sæson.

- Jeg føler mig godt tilpas. Jeg fik meget spilletid i slutningen af sæsonen, og jeg går nu ind i min sjette sæson i Brøndby-trøjen. For mig handler det om at se fremad, give alt og være professionel. Om at nyde hvert et øjeblik.

- Jeg sætter stor pris på hver kamp, på hver træning, jeg får lov til at deltage i. Jeg vil give den gas, have fokus på mine kvaliteter og altid gøre mit bedste for at hjælpe holdet, og så håber jeg selvfølgelig på så mange minutter på banen som muligt.

Udekampen mod Silkeborg IF fløjtes i gang søndag kl. 18:00, og der venter spillerne opbakning fra et udsolgt udebaneafsnit.

Hvis du er en af dem, der tager turen over Storebælt for at støtte de blågule, kan du finde praktisk information til opgøret her.