Christian Cappis: Det er, hvad vi har brug for
21.01.2022 14:04
Christian Cappis brugte vinterferien på at besøge familie og venner hjemme i USA. Her er der altid mange spørgsmål til, hvordan det går i Danmark. Der bliver dog stadig holdt et godt øje med os helt fra Texas.
- Hver gang jeg kommer hjem, så skal de lige høre det hele, men de holder øje med os på de sociale medier. De har en god idé om, hvad der sker, fordi de kan følge så meget med, fortæller Christian Cappis om de engagerede venner og familie.
Spørger man amerikaneren ind til den hårde, fysiske vinteropstart, holdet er i gang med, er svaret klart.
- Sådan gør man ikke i Texas.
Nyder det, selvom det er hårdt
Truppen har haft en hård opstart, men ligesom Kevin Mensah fortæller, så mener Christian Cappis, at det kommer truppen til gode. Midtbanespilleren forsøger at nyde det og er glad for, han fik lov at være med i sommeropstarten fra dag ét i sommers, hvor han tiltrådte.
- Nogle dage er virkelig hårde. Man kan blive rimelig træt af det, når det er nul grader og det pludselig sner, fortæller han om forholdene, der trænes under.
- Jeg ved, at det skal til, og vi har brug for det. Vi bliver klar til den vigtige, sidste halvdel af sæsonen, hvor vi skal være i rigtig god form.
Christian Cappis og resten af holdet kan glæde sig til, at vi 1. februar drager på træningslejr til Portugal, hvor der venter lidt flere varmegrader. Indtil da må det hårde arbejde fortsætte, hvor der blandt andet skal spilles to træningskampe. Den første spilles i morgen kl. 13:00 mod Lyngby BK.
- Det bliver virkelig spændende at spille kamp igen. Jeg glæder mig til at se, hvor vi står. Det bliver også fedt at komme til at spille på fuld bane.
En stærk gruppe
I omklædningsrummet er der godt humør, og spillerne er glade for at være tilbage sammen. Det er noget, som Cappis mener, er vigtigt på et fodboldhold.
- Den gruppe, vi har her, kan virkelig godt lide hinanden. Alle kommer godt ud af det sammen. Vi nyder at komme til træning hver dag. Vi har det sjovt med det, og det er jo det, fodbold handler om i sidste ende.
Du kan se drengenes træningskamp mod Lyngby BK på Brøndby TV her eller i Brøndby IF-appen. Der er på grund af corona-restriktioner lukket for tilskuere til kampen.
Du kan downloade Brøndby IF-appen til iPhone her og til Android-telefoner her.