Mensah om opstarten: Der er nogen, der er blevet snydt

21.01.2022 10:15

I morgen bliver der en lille pause fra de tunge løb i skoven, for der står vinterens første træningskamp nemlig i programmet.

Det er Lyngby BK på den modsatte banehalvdel, og det er et lille åndehul i det hårde træningsprogram, som Kevin Mensah glæder sig til.

- Man glæder sig til minutterne i benene, der ikke er ude i skoven. Ja, det bliver hårdt at spille også, og det bliver intenst, men sådan skal det også være. Og så bliver det fedt, at man skal spille om noget, fordi der står en rigtig modstander på den anden side og ikke en holdkammerat. Så det glæder vi os alle sammen til – også selv om det bliver med tunge ben.

En lidt anden måde
Mensah er den spiller i førsteholdstruppen, der har været her længst, og han er derfor også den med mest erfaring i de næsten legendarisk hårde vintertræninger i Brøndby IF. Og dem, der gik og håbede på, at det ville blive lidt lettere under Anders Storskov i forhold til den tidligere fysiske træner Ahron Thode, er blevet snydt.

- Vi forbedrer os hele tiden, og opstarten er blevet grebet an på en lidt anden måde, end vi er vant til. Det prøvede vi også i sommer, men det er samme mængde og samme load. Så havde man regnet med et lidt lettere program denne vinter, er man blevet snydt, for vi knokler i dén grad igennem, lyder det fra viceanføreren, der tilføjer:

- Men vi ved, at den hårde træning kan betale sig. Det har vi set år efter år, og generelt er vi bare en trup i rigtig god form.

Du kan se træningskampen mod Lyngby BK på Brøndby TV her eller i Brøndby IF-appen. Der er på grund af corona-restriktioner lukket for tilskuere til kampen.

Du kan downloade Brøndby IF-appen til iPhone her og til Android-telefoner her.