Getty Images

Slimane: Håber at kunne tage selvtillid med videre

09.09.2021 09:30

I morgen aften er Anis Slimanes tunesiske landsholdstrøje udskiftet med den blågule Brøndby-trøje, da den står på 3F Superliga igen, når Silkeborg IF kommer på besøg på Brøndby Stadion.

Senest har Slimane nemlig været afsted med det tunesiske landshold, hvor han fik spilletid i begge Tunesiens VM-kvalifikationskampe og endda scorede mod Zambia.

Det er anden kamp i streg, at midtbanespilleren kommer på tavlen, og han håber derfor også, at han kan tage selvtilliden med videre.

- Jeg håber selvfølgelig at kunne tage mine gode præstationer for Tunesien med ind her på banen for Brøndby. Det er lykkedes rigtig fint for mig, de sidste par gange jeg har spillet, så jeg håber selvfølgelig, at jeg kan tage den selvtillid med videre til de næste par kampe, fortæller Slimane, der har glædet sig til at spille foran egne fans igen.

- Jeg har siden min seneste landskamp gået og glædet mig til at skulle spille igen her på Brøndby Stadion foran alle vores fans. Vi skal tage al den energi og gode spil med fra FC Midtjylland-kampen, og så er jeg også sikker på, at vi nok skal skabe et godt resultat mod Silkeborg.

Spillerne kunne gå på landsholdspause med en 2-0-sejr over FC Midtjylland, hvilket også var den første sejr i indeværende sæson. En sejr, som var meget vigtig ifølge Slimane.

- Det er så vigtigt, at man går på landsholdspause med en god oplevelse. Man kan tydeligt mærke, når man så kommer tilbage til Brøndby igen og møder ind efter en sejr, og især over FC Midtjylland, så er der smil på alles læber, siger midtbanespilleren og uddyber. 

- Jeg tror, det gør, at alle vil det ekstra meget – og især med tanke på den mindre gode start, som vi fik. Så rent mentalt er det vigtigt med de her sejre. Mod FC Midtjylland fik vi endelig den her succesoplevelse, som er så vigtig for os fodboldspillere, og så fik vi vigtigst af alt de første gange tre point i den her sæson.

Kampen spilles på Brøndby Stadion i morgen aften med kampstart kl. 20.00.