Rolige Heggheim: Det er sådan, jeg er som person

24.11.2021 14:03

20 år og alligevel roligere på banen end de fleste. Det er sådan, vi har lært Henrik Heggheim at kende gennem efteråret. Aldrig overilet, aldrig stresset.

Hvor det kommer fra som fodboldspiller, ved normanden ikke, men han har et bud.

- Jeg er også en afslappet person udenfor banen, så det er nok noget af det, der skinner igennem. Og så var jeg midtbanespiller, inden jeg blev rykket ned som midterforsvarer, og på midten har man jo væsentligt kortere tid på bolden end i forsvaret, så det er nok også en del af det, fortæller Heggheim, der har vist en styrke i at forsvare fremad.

Det blev senest understreget i forbindelse med vores andet mål mod FC Midtjylland i søndags, hvor han bryder på en aflevering fra modstanderen og spiller Hedlund fri på sin førsteberøring.

- Trænerne vil gerne have, at vi forsvarer fremad, og som spiller passer det mig godt, lyder det ydmygt fra U21-landsholdsspilleren.

Fremad skal der også forsvares mod Lyon i morgen, og det bliver en kamp, som han og resten af truppen vil gå efter at få de tre point i.

- Det er meget let. Vi skal gå efter de tre point. Lige nu har vi to point, så vi skal have point i de sidste to kampe i gruppen, hvis vi skal spille europæisk efter vinterpausen og gerne alle tre i morgen. Vi har fået gang i en god stime 3F Superligaen og kan tage selvtilliden derfra med ind til kampen mod Lyon.

- Relationerne sidder bedre og bedre, og det betyder også noget for de resultater, vi har fået. Og når vi fortsætter med at arbejde hårdt sammen som gruppe – hvilket vi har gjort hele sæsonen, får man også belønningen for det. Det skal vi fortsætte med, og forhåbentlig sidder vi tilbage med et godt resultat efter kampen i morgen.

Har du ikke allerede billet til Heggheim og resten af truppens kamp mod Lyon i morgen, kan du købe den lige her.