
Frendrup: Vi blev bedre i løbet af efteråret
28.12.2021 11:40
Uforglemmeligt.
Sådan opsummerer unge Morten Frendrup 2021, der bød på klubbens første mesterskab i 16 år og et gruppespil i Europa League.
I går var det Mads Hermansen, der så tilbage på mesterskabsåret 2021, og i dag kan du læse Frendrups tilbageblik på året, som han fortalte om, inden han tog på en velfortjent juleferie.
- Jeg synes, det har været et uforglemmeligt år, fordi vi blev danske mestre, som for mig er den helt store overskrift i 2021. Det er noget, man vil huske resten af livet, og det var den fedeste oplevelse for os alle i truppen.
- Men udover mesterskabet har det også været en efterårssæson med op- og nedture, hvor vi har skullet finde os selv. Men jeg synes særligt, at vi senere hen i efteråret kom godt igen efter en skidt start i 3F Superligaen. Vi har fået en masse læring fra vores europæiske kampe, og generelt synes jeg, at vi over hele linjen sluttede spilmæssigt godt af i 2021, fortæller Frendrup, der ser forårs- og efterårssæsonen som meget forskellige fra hinanden.
- Foråret og efteråret blev selvfølgelig meget forskellige fra hinanden, fordi nogle vigtige spillere forlod os i løbet af sommerpausen, og så skulle vi have nogle nye ind i truppen til at udfylde de huller, og som også lige skulle spilles ind på holdet. Det har nok været den helt store forskel, men vi kom skidt fra land i denne sæson, og det fik vi heldigvis også indhentet.
Mål i efteråret gav selvtillid
På det personlige plan føler den unge midtbaneslider selv, at han havde svært ved at få sit spil til at hænge sammen i begyndelsen af denne sæson, men at han kom godt igen i løbet af efteråret.
Således scorede han sit første mål i Brøndby-trøjen i Derby-sejren på Brøndby Stadion, og det blev startskuddet til en række gode præstationer.
- Jeg føler selv, at jeg ikke leverede i starten af denne sæson, men det blev så bedre, jo længere vi kom ind i efteråret. Og det er klart, at det gav noget ekstra selvtillid og blod på tanden, da jeg eksempelvis scorede mod FC København og OB. Så det har været lidt svingende fra mig i starten af sæsonen, men jeg føler, at jeg sluttede fint, lyder det fra Frendrup, der inden truppen gik på julepause fortalte, at han skulle sydpå og lade op til den anden halvdel af sæsonen.
- Først og fremmest skal jeg lade batterierne op, for vi har godt nok spillet mange kampe dette efterår, og så kommer jeg endnu stærkere tilbage på den anden side af det nye år, slutter han.