Hermansen om debut: Fantastisk at spille

06.11.2020 09:50

Den tidligere Masterclass-målmand fik sin officielle debut i gårsdagens sejr over Ledøje-Smørum Fodbold i Sydbank Pokalen, der endte med en 1-0-sejr. Og selvom der i kampen ikke var det store at lave for Hermansen i målet, er han glad for at debutere for sin klub.

- Det var fantastisk dejligt at få lov og spille og også holde clean-sheet, samtidig med vi fik en sejr, så det var jo det bedste udfald, der kunne komme. Man får jo de første aktioner, men jeg føler, at jeg kom godt ud af det, lyder det fra Mads Hermansen, der dog ikke havde det store at lave i opgøret.

- Det var selvfølgelig ikke særlig mange aktioner, jeg havde i kampen, men jeg følte, jeg havde overskud og fik taget nogle gode beslutninger. Jeg tager det med videre, at jeg fik en masse spilletid og en officiel kamp i trøjen - og selvfølgelig at jeg fik værdifuld erfaring.

Når man debuterer som Brøndby-spiller, er der tradition for, at man i omklædningen efter kampen enten laver en dans, en sang eller en tale, og målmanden var ikke i tvivl om, hvilken han skulle gå med.

- Jeg tog talen, den traditionelle, fortæller en storsmilende Hermansen, der i talen fik sagt, at han var glad for sejren og at være en del af holdet.

Foto: Getty Images