Information om billetsalg til Derbyet

16.06.2020 21:05

3F Superligaen er i gang igen efter en ufrivillig pause, men de seneste uger har det været for tomme tribuner på de danske fodboldstadioner. Det er dog begyndt at ændre sig, og mens der i søndags var 225 tilskuere på plads i solen på Brøndby Stadion, kan vi nu se frem til endnu flere i søndagens Derby.

Til kampen mod FC København har vi fået myndighedernes tilladelse til at lukke op mod 3000 tilskuere ind. De 3.000 siddepladser vil blive fordelt mellem sæsonkortholdere og partnere. Billetsalget starter onsdag kl. 12:00 på et link, der vil blive sendt til sæsonkortholdere en time før.

Billetterne til Derbyet sælges efter først-til-mølle-princippet, og der vil være aktiveret et kø-system på siden. Man kan maksimalt købe én billet per sæsonkort, men det er muligt at købe to billetter per ordre - hvis man vel at mærke har to sæsonkort-numre.

Sæsonkortholdere som var til kampen mod AGF, vil ikke have mulighed for at købe billet til denne kamp. På samme måde vil sæsonkortholdere, der får adgang til Derbyet, ikke være med i udtrækningen til næste kamp med tilskuere.

Prisniveauet for billeterne er som til en almindelig kamp i 3F Superligaen.

Ved billetkøb skal du indtaste dit sæsonkortnummer for at kunne vælge en ledig plads. Der skal yderligere indtastes fulde navn, e-mail og telefonnummer for hver enkelt billet.

Opdeling af Brøndby Stadion
Muligheden for at få tilladelse til op imod 3000 tilskuere ind til kampen er opnået ved at dele Brøndby Stadion ind i sektioner. Sektionerne er blevet opdelt efter myndighedernes retningslinjer, og de vil være fysisk adskilte, hvorfor det ikke vil være muligt at bevæge sig mellem sektionerne.

Du kan se, hvordan Brøndby Stadion bliver delt op her. Se billedet i fuld størrelse her.

Forskellige ankomsttider
For at undgå for lange køer og dermed også en ophobning af mennesker uden for indgangene vil fans i de forskellige sektioner blive bedt om at ankomme til Brøndby Stadion i specifikke ankomstintervaller. Man skal derfor holde øje med sin billet, hvor ankomsttidspunktet er angivet, og planlægge sin rejse efter det.

Fans med billet til sektion G og FZ skal ind på stadion i tidsrummet 16:30-17:00, mens sektionerne F, D, C og H er åbne i tidsrummet 17:00-18:00. Udenfor de angivne tidspunkter vil det ikke være muligt at komme ind.

Sydsiden og lounger er lukket
Sydsiden Nedre vil være lukket til søndagens Derby. Beslutningen er taget i samarbejde med de aktive fans, og du kan læse mere om det her.

Fanzonen, Ebbe Skovdahl Fan Lounge og Familie Loungen vil heller ikke holde åbent inden eller efter opgøret.

Kørestolsbrugere
Er du kørestolsbruger og sæsonkortholder, og ønsker du billet til kampen, skal du skrive til [email protected] inden torsdag kl. 12:00.
 
Billetkøbere vil modtage informationer om retningslinjer for transport, adgangsveje, tilskuerfaciliteter og adfærdsregler på den e-mail, som angives i forbindelse med billetkøbet.

Foto: Getty Images