Sydsiden Nedre åbnes ikke til Derby-test

16.06.2020 13:46

På søndag kl.18:00 spilles der Derby på Brøndby Stadion. Derbyet er af myndighederne udvalgt til at være en af de tre test kampe, som skal afvikles i runde 29 med flere end 500 tilskuere. Med særlige retningslinjer gældende for de tre kampe, der blandt andet betyder, at der skal være to meter mellem hver tilskuer, vil Brøndby IF kunne lukke mellem 2.500 og 3.000 tilskuere ind, mens udeholdets tilskuere ikke vil have adgang. Derfor bliver stemningen meget anderledes, end det man er vant til, når der er Derby.

Brøndby IF’s SLO, Johan Reiler, forklarer hvorfor, Sydsiden Nedre ikke vil blive åbnet på søndag, ligesom de stemningsskabende fans heller ikke vil være tilstede til kampen.

- Vi savner alle stemningen på stadion, og holdet har brug for opbakning, men med restriktionerne på søndag med tre sæder mellem hver person og hver anden række tom, så er det desværre ikke muligt at udøve den aktive opbakning, som vi er kendte for i Brøndby IF.

- Sammen med de aktive fans er der enighed om, at Sydsiden Nedre vil forblive lukket for tilskuere på søndag. Sydsiden er en organiseret stemningstribune, og så længe de gældende restriktioner er, som de er, vil vi holde tribunen lukket. Det er selvfølgelig ikke en nem beslutning, da vi alle savner fællesskabet på tribunen og gerne vil bære spillerne frem.

Følg med på Brøndby Indefra og brondby.com for yderligere information om det begrænsede billetsalg til Derbyet som vil være rettet mod sæsonkortholdere.