
Ny salgschef fundet i egne rækker
02.06.2016 10:15
Brøndby IF har fået ny salgschef. Valget er faldet på Michael Lieberkind Jensen, som igennem de seneste seks år har været en central figur i arbejdet med de blågule partnere og forretningsnetværk.
Det er derfor en rutineret herre og et velkendt ansigt blandt partnerne, som nu træder et skridt op i organisationen, fortæller Henrik Bartholdy, kommerciel direktør i Brøndby IF.
- I vores arbejde med at udleve strategi 6.4, som vi lancerede i april, har vi et stort fokus på at sikre en bæredygtig udvikling for klubben. Denne bæredygtige udvikling gælder i den grad også inden for det tætte samarbejde med sponsorer og samarbejdspartnere, ligesom det også har afgørende betydning for os, at vi har et bæredygtigt fokus i den måde, vi udvikler vores medarbejdere og kollegaer på, lyder der fra Henrik Bartholdy.
- Vi har igennem et stykke tid været uden salgschef, og selv om salgsteamet har gjort det rigtig godt, er det afgørende, at der konstant er en person, som kan bidrage positivt til, at vi når vores målsætninger. Derfor er det en kæmpe fornøjelse at kunne meddele, at vores key account manager Michael Lieberkind Jensen i dag er udnævnt til salgschef i Brøndbyernes IF Fodbold A/S. Michael har allerede været hos os i mere end seks år og er et kendt ansigt blandt mange af vores samarbejdspartnere og sponsorer og har tidligere arbejdet med ledelse i blandt andet rejsebranchen. Så det er en erfaren herre, som sætter sig i stolen, og det er vi utrolig glade for.
Du kan læse mere om mulighederne som partner i Brøndby IF ved at trykke her.