Franks Derby-blog: Vi skal vinde marginalerne

26.09.2015 16:55

Derby-weekend. Så behøver man vist ikke sige mere. At kampene mod rivalerne fra FC København fylder meget for mange er ingen overdrivelse. Stadion er så godt som udsolgt, medierne bugner med analyser og interview i ugen op til kampen, og når TV3+ viser kampen i morgen, er det med 2 ½ times optakt på direkte TV. Disse kampe findes simpelthen ikke større i Danmark, og i Skandinavien er der kun få andre kampe, som har samme bevågenhed og samme internationale snit. 
 
For spillerne og for os i trænerstaben fylder disse Derby-opgør selvfølgelig også meget. Et godt eksempel er, at når Troels (Bech, red.) og jeg i løbet af transfervinduet mødes med nye spillere, så viser vi dem altid videoklip fra Derby-kampene her på Brøndby Stadion. Den elektriske stemning, som Brøndby-fans skaber til Derby giver altid gåsehud - selv hos rutinerede spillere, der har prøvet lidt af hvert. Men videoerne viser også, hvad der forventes og kræves, når man trækker i Brøndby-trøjen. Det kræver vilje og mod, for på Derby-dage er der ingen steder at gemme sig. Der viser man, hvad man er lavet af.
 
Vores modstander er ved at være oppe i de omdrejninger, man kan og bør forvente af et hold som FC København, der efter sommerens transfervindue har samlet det måske dyreste hold i skandinavisk klubfodbolds historie. Vi ved, at de kommer med en masse power og lægger et stort fysisk tryk på det meste af banen. Vi ved også, at de er farligst, når deres individualister får lov til at vende spillet hurtigt, og ligesom FC Midtjylland er de gode til at skabe store chancer på dødbolde og indlæg. Det har vi forberedt os på i ugens træninger, men vi går grundlæggende ind til kampen, som vi gør til alle andre. Vi vil gå ind og forsøge at dominere kampen og spille vores spil. Det betyder, at vi skal have fart i boldomgangen i egne rækker og have modet til at lade bolden gøre arbejdet og dermed trække fysikken ud af spilet. Når modstanderen har bolden, skal vi være aggressive i vores presspil og jagte bolden. Det viste vi mod FC Midtjylland for to uger siden, og det skal vi vise igen i morgen.
 
Det er dog ofte marginalerne, der afgør netop disse Derby-kampe. Men hvordan vinder man så de berømte og berygtede marginaler? I en sæson som denne, hvor tabellen er meget tæt, handler det om aggressivitet og tænding. Det handler om, at vi skal komme forrest ned i tacklingerne. Vi skal komme højest i hovedstødsduellerne. Vi skal vinde andenboldene. Vi skal vinde løbet mod baglinjen. I løbet af en kamp er der flere hundrede af sådanne små marginaler, der skal kæmpes om og vindes. Når man gør dét, altså vinder de mange små marginaler, så står man også oftest med tre point efter de 90 minutter. Og det er dét, vi skal søndag eftermiddag. Vi skal vinde de små marginaler. Vi skal vise, at det er vores hjemmebane. Hvis vi gør det, så får vi endnu en Derby-kamp med internationalt snit og tre point på kontoen.

Vi ses på stadion!

 

Blågule hilsener

Thomas Frank

 

Køb din Derby-billet på brondby.com/billet. Skal du på stadion, bør du læse disse informationer om afspærringer og adgangsveje.