
Masterclass: Pokaltriumf for U14
11.05.2015 11:40
I en weekend, der som sædvanlig bød på masser af Masterclass-fodbold, var det de helt unge U14-drenge, som løb med det meste af rampelyset, da man i Farum vandt pokalturneringen.
De unge Masterclass spillere kunne søndag hæve pokalen på Farum Park, da man slog AB Tårnby med 2-1.
Sejren blev hevet hjem i en flot ramme, hvor mange Brøndby-fans havde taget turen til Farum for at støtte fremtidens håb. Selve kampen var, som pokalfinaler nu engang ofte er - med mere nerve og intensitet frem for finesse og teknik.
Men cheftræner Niels Madsen var alligevel meget tilfreds med præstationen fra sine unge talenter.
- Vi havde ikke den bedste kamp i dag, men det er stor klasse at kunne tage arbejdshandskerne på og tage pokalen med hjem til Brøndby, fortæller cheftræneren, der med det samme har blikket rettet mod næste opgave:
- Nu skal vi have fokus på turneringen igen, hvor vi også skal tage mesterskabet.
Brøndby IF – AB Tårnby 2-1 (1-0)
1-0 Roni Arabaic
1-1
2-1 Jagvir Sidhu
Startopstilling
Simon Rossil
Marco Bramstrop - Martin Bisgaard - Frederik Carlsen - Mateo Lombort
Mikkel Eslund - Morten Frendrup
Albert Jacobsen - Andreas Pyndt - Jagvir Sidhu
Roni Arabaic
Bænken: Mathias Ydell, Oliver Maxen, Kristoffer Sørensen
U17-sejr
Hjemme i Brøndby skulle U17-mandskabet forsøge at holde fast i topplaceringen i ligaen, da HB Køge kom på besøg allerede om torsdagen.
Og Søren Weber Juuls drenge gjorde også deres pligt og kunne sætte alle tre point ind på den blågule konto efter en 1-0-sejr. Målet blev sat ind af Andreas Bruus efter blot 12 minutters spil, og du kan se den flotte scoring på dette link.
Efter kampen var cheftræneren tilfreds med de tre point, men savnede stadig lidt fra sit mandskab.
- Vi spiller en ganske god 1. halvleg, hvor vi er mest på bolden og kommer frem til nogle gode chancer. Men anden halvleg er lidt for nervøs, selvom vi stadig kommer til en del muligheder, fortæller Søren Weber Juul.
Med sejren kan Brøndby IF notere sig 47 point i ligaen – det samme som FC Nordsjælland, der dog overhaler Masterclass-talenterne på målforskel, efter de vandt 4-0 i deres kamp. Næste opgave for de blågule er en af de sjovere. I morgen er der nemlig besøg fra Frederiksberg, når FC København kommer forbi, og sidste gang, de to hold tørnede sammen, endte det med en Brøndby-sejr på 3-0.
Brøndby IF - HB Køge 1-0 (1-0)
1-0 Andreas Bruus (12. min)
Startopstilling
Jacob Pryts Larsen
Christian Johansen - Christian Enemark - Joel Kabongo - Emil Bundgaard
Marco Sander Petersen
Magnus Häuser Nielsen - Karl Dines Appelt
Andreas Bruus - Oliver Carrara - Armend Aslani
Bænken: Jonas "Mini" Madsen, Rasmus Grosen, Simon Nielsen
U15 fightede i Nike Premier Cup
Talenterne fra U15-holdet holdt I denne weekend en pause fra ligaen og koncentrerede sig i stedet om at afholde Nike Premier Cup, hvor i alt 20 klubber deltog.
Turneringen blev vundet af det russiske akademi, Chertanovo football Academy, der slog Esbjerg fB i finalen med 4-0.
Brøndby IF endte med to sejre og to nederlag i gruppen som nummer fire. Det betød, at værterne skulle spille i en pulje om 13.-16.-pladsen, og her blev det til to sejre over først finske HJK Academy C på 2-1 og derefter Legia Warsawa fra Polen med samme cifre. Brøndby IF endte dermed på en samlet 13.-plads.
Du kan se alle resultaterne for turneringen her.