
Brøndby IF vært for Nike Premier Cup 2015
05.05.2015 08:30
I weekenden er Brøndby centrum, når en af de største talentturneringer løber af stablen. Brøndby IF er nemlig blevet tildelt værtskabet for Nike Premier Cup 2015, som er det uofficielle Europamesterskab for U15-klubhold.
Turneringen starter på fredag den 8. maj og løber til og med søndag den 10. maj, og der vil være i alt tyve hold repræsenteret, som alle kæmper om deltagelse i slutturneringen i Manchester senere på foråret. Kampene spilles på banerne bag Brøndby Stadion.
- Vi sendte en anmodning om at afholde turneringen allerede for to år siden, så vi er glade for, at vi nu har fået værtsskabet. Det bliver sjovt at spille turneringen på hjemmebane, fortæller chef for Brøndby Masterclass Kim Vilfort.
Brøndby IF er som vært selvfølgelig repræsenteret ved turneringen, ligesom Esbjerg fB også har fået tildelt en plads. Det er Frank Hjortebjergs talentfulde U15-drenge, der skal repræsentere Brøndby IF, og efter en fantastisk start i den danske liga er der tro på succes hos cheftræneren.
- Vi glæder os alle sammen rigtig meget til den her turnering. Jeg håber på en masse gode oplevelser og noget flot fodbold. Og så skal vi jo byde de bedste hold op til dans. Det er ikke til at sige, hvordan det går, men vi går selvfølgelig efter at vinde turneringen, fortæller Hjortebjerg.
Udover Brøndby IF deltager følgende hold i årets turnering:
Østrig - Rapid Wien
Belgien - KRC Genk
Kroatien - HNK Rijeka
Tjekiet - MFK Frydek-Mistek
Danmark - Esjberg FB
Finland - HJK Academy C
Grækenland - Atromitos FC
Ungarn - Budapest Honved
Israel - Maccabi Haifa
Holland - Feyenoord Rotterdam
Norge - Stabæk Fotball
Polen - Legia Warsawa
Rusland - Chertanovo football Academy
Rusland - FC Dynamo Moscow
Slovenien - NK Aluminij
Sverige - Brommapojkarna
Sverige - Malmö FF
Schweiz - FC Basel
Tyrkiet - Galatasaray