Holst: Glæder mig til at se fansene igen

09.01.2015 15:25

For et år siden var Frederik Holst med til at sende Brøndby IF helt til tops til indendørsstævnet i Brøndby Hallen. På søndag står han klar igen.


Sammen med 10 holdkammerater skal han således i aktion til Arbejdernes Landsbank Cup, og han glæder sig til endnu en gang at betræde Brøndby Hallens gulv.

- Det er en dejlig måde at skyde året i gang på. Sidste år var en super oplevelse med fantastisk stemning i hallen, så jeg glæder mig til at spille, men frem for alt glæder jeg mig til at se fansene igen. Jeg håber, at de har det på samme måde med os, siger Frederik Holst med et lille grin.

Målet er at vinde, fortæller han. Også selv om det er en udfordring at afkode, hvilken modstand der venter.

- Det er tæt på umuligt at vurdere styrken hos de andre hold, når spillet er så markant anderledes. Jeg ved, at Hobro-drengene har spillet meget indendørs, så de virker stærke, men som Brøndby IF, værter og forsvarende mestre skal vi selvfølgelig gå efter at vinde det hele. Og have tro på det. Så må vi se, om det lykkes. Vi vil i hvert fald kæmpe røven ud af bukserne for det.

- Vores egen trup ser lovende ud, synes jeg. Vi er en del, som var med sidste år, og jeg ved, at Laur (Nikolai Laursen, red.) tidligere har gjort en god figur som indendørsspiller. Alt i alt er det en god blanding af evnen til at forsvare, spille, sætte fart og afslutte.