
AL-bank Cup: Nu kan du studere spillereglerne
07.01.2015 08:45
Der er blot fire dage til indendørsstævnet Arbejdernes Landsbank Cup i Brøndby Hallen. For at klæde dig bedst muligt på til en spændende turnering offentliggør vi hermed reglerne for stævnet.
Læs også: Talentfuld Brøndby-trup til AL-bank Cup
Har du endnu ikke sikret dig en billet, kan du stadig nå det via brondby.com/billet. Der er mindre end en fjerdedel tilbage.
Læs også: Se kampprogrammet for AL-bank Cup her
Turneringen begynder kl. 13, og når uret runder 17, har vi fundet vinderholdet. De otte deltagende hold er inddelt i to puljer til at begynde med - se sammensætningen her.
Turneringsregler for Arbejdernes Landsbank Cup 2015
1. Der spilles på stor bane (ca. 63 x 33 m) med store mål, som er ”trukket” bag banderne, så forreste stolpe flugter med banden.
2. Hvert hold består af højst fem spillere på banen, hvor den ene skal være målmand og derfor bære en anden trøjefarve end med- og modspillere. Der må benyttes op til seks udskiftningsspillere.
3. Der spilles med reglen om en spiller over midten. Overtrædelse straffes med udvisning.
4. Målmanden:
a. Må parere, bokse samt slå til bolden med hænderne.
b. Må således ikke holde bolden.
c. Overtrædelse straffes ikke med udvisning.
d. Ved målspark må målmanden ikke spille bolden direkte over midterlinjen.
e. Målmanden må kun spille på egen banehalvdel.
5. Spilletid pr. kamp: Én halvleg á 8 minutter.
6. Flyvende udskiftninger er tilladt og kan foregå, mens bolden er i spil. Dog må målmanden kun udskiftes, når bolden er ude af spil. Udskiftninger foregår fra egen banehalvdel (i Brøndby Hallen er hjemmebane venstre banehalvdel mod bogstavet A).
7. Straffebestemmelser for utilladelig spillemåde og utilbørlig optræden er de samme som i udendørsfodbold. For indefodbold gælder endvidere, at der ikke må skubbes eller benyttes glidende tackling, uanset om modstanderen bliver ramt eller ej. Endvidere kan dommeren dømme ”nøl”, hvis et af holdene ikke er målsøgende i deres angrebsspil.
8. Alle frispark er direkte.
9. En udvist spiller må genindtræde efter scoring, dog aldrig senere end 2 min. efter udvisningen. Alle udviste spillere kan dog deltage i ”amerikansk” straffespark, såfremt de ikke har modtaget rødt kort.
10. Ved hjørnekast, indkast, målspark og frispark skal modspillere være mindst fem meter fra bolden, mens modspillere skal være mindst tre meter væk ved igangsættelse fra midten. Spillet skal omgående sættes i gang, efter pågældende spiller har fået bolden.
11. Placering i puljen afgøres først ved point (tre for vunden, et for uafgjort, nul for tabt) og derefter:
a. Indbyrdes kamp.
b. Målforskel.
c. Flest scorede mål i alle kampe.
d. Straffespark jf. punkt 12a og 12b.
12. Ved uafgjort i ordinær spilletid i knockout-kampene spilles direkte og uden spilstop videre til først scorede mål, dog højst i fem minutter.
a. Er kampen fortsat uafgjort, afgøres kampen ved ”amerikansk” straffespark fra midterlinjen. Hvert hold har tre straffespark.
b. Er kampen stadig uafgjort, fortsættes med én skytte fra hvert hold til kampen er afgjort.
13. Alle hold går videre fra grupperne til kvartfinalerne. Kvartfinalerne spilles efter følgende model:
- Vinderen af Gruppe A vælger mellem nr. 3 og nr. 4 i Gruppe B.
- Vinderen af Gruppe B vælger mellem nr. 3 og nr. 4 i Gruppe A.
- Nr. 2 i Gruppe A spiller mod resterende 3/4 fra Gruppe B.
- Nr. 2 i Gruppe B spiller mod resterende 3/4 fra Gruppe A.