Brøndby Stadion har efterårets bedste bane

22.12.2020 10:30

Hver halvsæson kårer spillerne i 3F Superligaen den bedste bane, og for efteråret 2020 er valget faldet på banen på Brøndby Stadion.

Udfaldet af afstemningen er netop blevet offentliggjort af Spillerforeningen, og i pressemeddelelsen lyder det blandt andet:

(…) Og her peger spillerne på græstæppet på Brøndby Stadion som det bedste hen over efteråret. Vestegnsklubbens hjemmebane topper listen foran AaB og AGF på de næste pladser, mens sidste års vinder af prisen, MCH Arena, kun opnår en fjerdeplads halvvejs inde i sæsonen.

Seks gange har tæppet på Brøndby Stadion lagt underlag til en superligakamp i efteråret, og det har givet topkarakteren fem i fire kampe, mens de resterende to er blevet bedømt med karakteren fire.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Spillerforeningen her.

- Det er et kæmpe skulderklap for al det arbejde og pleje af banen, som vi i vores team bruger rigtig mange timer på hver eneste dag, lyder det fra Chris Hague, der er baneansvarlig i Brøndby IF, og både ham selv og resten af hans team har stået overfor en anderledes opgave end de foregående år.

- Det har været en anden og mere krævende opgave at holde banen spilleklar i dette efterår, fordi det har været vådere og mørkere end i mange år. Derfor betyder det også meget for mig og drengene, at spillerne – ikke bare her i klubben, men i hele Superligaen – sætter pris på det arbejde, vi laver.

- Og så er det vigtigt for mig at sige tak til alle dem, der hjalp med at arbejde på banen i sommer for at gøre den klar til efterårssæsonen. Det har lagt grunden til resultatet i efteråret, og så har CV og klubben bakket os op i alle vores beslutninger for banen. Det vil jeg også gerne sige tak for.