Optakt: Info og stats om AC Horsens - Brøndby IF

18.12.2020 10:00

AC Horsens - Brøndby IF
Casa Arena Horsens
13. Runde - (Grundspillet) 3F Superligaen

Dommer: Jakob Kehlet
Kickoff: Søndag 20. december - 20.00
TV: TV3 Sport
Liveupdate: BrøndbyLive på Twitter

Superligaform
Brøndby IF: V-T-V-V-V
AC Horsens: T-T-V-U-T

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
27.09.2020 Brøndby IF 2-1 AC Horsens
07.06.2020 AC Horsens 3-2 Brøndby IF
04.08.2019 Brøndby IF 1-2 AC Horsens
17.03.2019 AC Horsens 1-3 Brøndby IF
30.09.2018 Brøndby IF 1-2 AC Horsens

Karantæne
Hallur Hansson, AC Horsens

Karantæne ved næste advarsel
Bjarke Jacobsen, AC Horsens (ved grov forseelse)
Sigurd Rosted, Brøndby IF (ved mild forseelse)

Vinkler om kampen
Det er Superligakamp nr. 33 mellem AC Horsens og Brøndby IF. Statistikken siger 14 sejre til Brøndby IF, syv uafgjorte og 11 nederlag samt en målscore på 53-43 set med Brøndby IF’s øjne.

Brøndby IF har scoret først i 20 af de 32 tidligere Superligakampe mod AC Horsens med 12 sejre, fire uafgjorte og fire nederlag som resultat. Omvendt har AC Horsens scoret først i ni tilfælde, hvilket for Brøndby IF har resulteret i to sejre, ingen uafgjorte og syv nederlag.

Blot tre af de 32 Superligakampe mellem Brøndby IF og AC Horsens er endt uden scoringer – og man skal helt tilbage til maj 2011, for at finde den seneste 0-0-kamp mellem de to klubber. Og snakkes der Brøndby IF på udebane mod AC Horsens, skal man tilbage til oktober 2006 for at finde et målløst opgør.

Det er enten-eller for Brøndby IF i denne Superligasæson. Brøndby IF er den eneste Superligaklub uden et uafgjort resultat, da de blå-gules 24 point er hentet via otte sejre (og fire nederlag).

Det er Brøndby IF's første Superligakamp på datoen 20. december. Brøndby IF's datomæssigt seneste kamp i et kalenderår var hidtil den 16. december. Det var i 2016, hvor Vendsyssel FF på Brøndby Stadion vandt med 3-2.

Brøndby IF har aldrig tidligere mødt AC Horsens i Superligaen i december måned.

Tælles der clean sheets i denne Superligasæson, har Brøndby IF og AC Horsens blot et enkelt clean sheet tilsammen, og det i form af Brøndby IF’s 2-0-sejr over Vejle Boldklub.

Der er scoret 96 mål i Superligakampene mellem Brøndby IF og AC Horsens – og 53 af målene – svarende til 55% – er faldet efter pausen.

Der er lavet tre selvmål i Superligakampene mellem Brøndby IF og AC Horsens, og i alle tre tilfælde er det Brøndby-spillere der har scoret i eget net (Per Nielsen i 2005, Josip Radosevic i 2018 og Paulus Arajuuri i 2019). I to af de tre tilfælde vandt Brøndby IF kampen, kun i “Radosevic-kampen” vandt AC Horsens.

Der er dømt otte straffespark i Superligakampene mellem Brøndby IF og AC Horsens. Begge klubber er blevet tildelt fire straffespark – og begge hold har misbrugt et spark og scoret på de resterende tre forsøg fra 11-meterspletten.

I seneste runde af Superligaen rundede Martin Schwäbe sin Brøndby-kamp nummer 100 (i alle turneringer).

Brøndby IF’s 24 scorede mål i denne Superligasæson er fordelt 11-13 på de to halvlege. Defensivt har Brøndby IF lukket 18 mål ind, her er blot seks mål scoret i 1. halvleg, mens de resterende 12 mål imod er scoret efter pausen – fire af dem endda i det 90. minut.

Dommerne
Søndagens dommer er den 40-årige Jakob Kehlet. Han er i gang med sin 12. Sæson som Superligadommer og har indtil videre dømt 232 Superligakampe.

Ud af de 232 kampe har 49 af dem været med Brøndby IF – og han dømmer dermed sin 50. Brøndby-Superligakamp på søndag. Ud af de foregående 49 kampe har Brøndby IF vundet 23 af dem, spillet 10 uafgjort og tabt 16 gange.

Kehlet har fem gange dømt Brøndby IF mod AC Horsens i Superligaen, her har Brøndby IF vundet tre af kampene samt spillet en uafgjort og tabt en gang.

Linjedommere: Jakob Mastrup og René Risum

4. dommer: Sandi Putros

VAR: Peter Kjærsgaard

AVAR: Lars Rix

Foto: Getty Images