Optakt: Info og stats om Brøndby IF - FC Nordsjælland

10.09.2020 13:00

Brøndby IF - FC Norsjælland
Brøndby Stadion
1. Runde - (Grundspillet) 3F Superligaen

Dommer: Jens Maae
Kickoff: Søndag 13. september - 16.00
TV: Canal 9
Liveupdate: BrondbyLive på Twitter

Superligaform
Brøndby IF: -
FC Nordsjælland: -

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
09.07.2020 Brøndby IF 4-0 FC Nordsjælland
28.06.2020 FC Nordsjælland 0-2 Brøndby IF
08.03.2020 FC Nordsjælland 2-2 Brøndby IF
15.09.2019 Brøndby IF 4-2 FC Nordsjælland
13.05.2019 Brøndby IF 2-0 FC Nordsjælland

Karantæne
Andreas Maxsø (afsoner den første af to karantænedage)
Rezan Corlu (afsoner den første af to karantænedage)

Karantæne ved næste advarsel
Ingen

Vinkler om kampen

Det er Superligakamp nr. 59 mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland. Statistikken siger 35 sejre til Brøndby IF, 14 uafgjorte og ni nederlag samt en målscore på 116-60 set med Brøndby IF’s øjne.

59% af de 174 mål der er scoret i Superligakampene mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland er scoret i 2. halvleg, og hele 41 af målene er scoret i kampens sidste kvarter,

Blot tre af de 58 Superligakampe mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland er endt målløse. Seneste 0-0 kamp mellem de to klubber i Superligaen var tilbage i september 2012, og blot en af de tre 0-0-kampe har været på Brøndby Stadion, det var i september 2004.

Brøndby IF har fået minimum det ene point i de seneste 11 Superligakampe mod FC Nordsjælland, og otte af de 11 kampe er vundet. Denne serie af kampe uden nederlag mod FC Nordsjælland er kun overgået af de 16 første indbyrdes kampe mellem de to klubber, der endte med 11 sejre til Brøndby IF og fem uafgjorte.

I otte af de 27 hjemmekampe i Superligaen mod FC Nordsjælland har Brøndby IF holdt nullet, og der har været tre clean sheets i de seneste fire hjemmekampe mod nordsjællænderne. Òmvendt har FC Nordsjælland blot tre gange holdt nullet på Brøndby Stadion.

Brøndby IF har vundet de seneste seks hjemmekampe i Superligaen mod FC Nordsjælland, og det det med samlet målscore på 19-5.

Det er 4. gang Brøndby IF spiller Superliga den 13. september, de tre første kampe er endt med to sejre og en uafgjort, og i ingen af kampene – der alle er spillet på Brøndby Stadion – er der scoret mod Brøndby IF.

Kommer Hjörtur Hermannsson på banen, vil det være hans Superligakamp nummer 100.

I den aktuelle Superligatrup er Mikael Uhre Superligatopscorer med 23 mål, 11 af dem er dog scoret for SønderjyskE, hvoraf et af dem endda var mod Brøndby IF.

Brøndby IF har vundet sæsonens første kamp i de seneste fire sæsoner.

Brøndby IF har scoret først i 37 af de 58 tidligere Superligakampe mod FC Nordsjælland med 28 sejre, seks uafgjorte og tre nederlag som resultat. Omvendt har FC Nordsjælland scoret først i 18 tilfælde, hvilket for Brøndby IF har resulteret i syv sejre, fem uafgjorte og seks nederlag.

Stillingen er 2-2 i selvmål i de indbyrdes mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland. Daniel Agger, Nenad Novakovic, Thomas Kahlenberg og Lasse Petry er de fire spillere, der har scoret i eget net.

Skulle der falder et rødt kort, vil det være den 10., udvisning i Superligakampene mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland. Ud af de ni røde kort har Brøndby IF fået tre af dem (Dario Dumic, Gregor Sikosek og Hjörtur Hermannsson).

Niels Frederiksen har tre sejre og en uafgjort mod nordsjællændernes træner Flemming Pedersen i Superligaen.

25 gange tidligere har Jens Maae dømt Brøndby IF i Superligaen, 12 kampe er vundet af Brøndby IF, syv endt uafgjort og seks gange har modstanderen taget alle tre point.

Det er første gang Jens Maae skal dømme Brøndby IF mod FC Nordsjælland i Superligaen.

Jens Maae har uddelt 17 røde kort i Superligaen, tre af dem har været til Brøndby-spillere (Benedikt Röcker, Kamil Wilczek og Andreas Maxsø) og to af dem har været til FCN-spillere (Pascal Gregor og Ulrik Yttergård Jenssen).

Skulle Jens Maae uddele tre gule kort, vil det 3. gule kort være hans gule kort nummer 500 i Superligaen.

Skulle Brøndby IF tabe, vil det være klubbens nederlag nummer 250 i Superligaen.

Foto: Getty Images