Træningskamp mod Crystal Palace

17.08.2020 14:05

Som en del af optakten til den kommende Superliga-sæson rejser Superliga-truppen til London for at spille træningskamp mod Crystal Palace. Kampen spilles lørdag 5. september, men allerede torsdag 3. september rejser truppen til London, hvor man holder en kort træningslejr.

Cheftræner Niels Frederiksen fortæller her om muligheden for at spille mod Crystal Palace og at få et par dages intenst træningsophold i det engelske.

- Vi begyndte i dag med test af spillernes fysiske form, og så har vi ellers dobbelte træningspas og træningskampe i de kommende uger, som så rundes af med en kort træningslejr i London, hvor vi få trænet de sidste detaljer og møder Crystal Palace. Det er absolut en svær modstander, men samtidig en stor mulighed for vores spillere at prøve sig selv af mod spillere, der har sin daglige gang i en af de bedste ligaer i verden. Vi ser derfor meget frem til kampen.

Træningskampen bliver spillet for lukkede døre, men vil blive vist direkte på Brøndby Indefra for abonnenter.

Du kan læse mere om Brøndby-spillernes opstartsprogram her.

Foto: Getty Images